Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Merkels genfødsel

Hun er ikke typen, der svigter sit land i en svær tid.
Jørgen Møllekær

Corona-pandemien forandrer uendelig meget, kommer den også til at få indflydelse på forbundsdagsvalget i sensommeren 2021? Hvis krisen bliver så langvarig, som mange nu forventer, så entydigt ja. Med forhøjet ledighed, virksomhedslukninger og rigtig dårlige samfundsøkonomiske tal i det hele taget går mange vælgere i samme retning: De ønsker tryghed. Synonymet for en rolig og sikker hånd har siden 2005 heddet Angela Merkel, men hun stopper jo senest om et års tid?

Her og nu kan CDU og CSU konstatere, at deres vælgermålinger på to måneder er gået fra 25-27 procents tilslutning til nu nærmest astronomiske 40 procent. De konservative får hele æren for deres krisestyring, også selvom forbundsregeringen er en GroKo på tværs, hvor SPD også fortsat har en hel del ministre på holdet. Ligesom SPD har nogle markante ministerpræsidenter i flere delstater, der såmænd mestrer krisestyringen lige så godt som i Berlin. Alligevel flokkes vælgerne nu igen om regeringschefens konservative. Det er et paradoks al den stund, at Merkel kun kan opfordre og motivere til, hvad de enkelte delstater bør gøre.

Modsat Danmarks statsminister Mette Frederiksen er forbundskansleren ikke udstyret med store centrale beføjelser. I virkeligheden holder Merkel sig også i baggrunden i respekt for det føderale politiske system i Tyskland. Men vælgerne vil have en – i hvert fald i psykologisk forstand – sikker havn i tider som disse. SPDs formand Norbert Walter-Borjans blev mandag i NDR Info spurgt, hvad SPD ville gøre for ikke at stå i skyggen. Men Walter-Bojans, der inden jul blev valgt som ny socialdemokratisk top-duo sammen med Saskia Eskens på en dagsorden om at ville bryde ud af CDUs dominerende skygge, er blevet bovlam. Vi skal kommunikere tydeligere, at vi også bidrager, sagde han. Den sang har tidligere SPD-formænd også sunget de seneste år. SPD kan næppe nå op på bare tyve procents vælgere på den måde.

Samtidig er De Grønne også forsvundet ud af vælgernes fokus. Partiet er i visse målinger endda under SPD nu. Den grønne platform er pist borte i en dyb krisetid. Hvis krisen fortsætter til langt ind i 2021, kan vi godt stoppe alle spekulationer om den næste kansler. Det bliver en konservativ. Og spørgsmålet er, om den pligtopfyldende Merkel alligevel vil tage endnu en periode. Det spekulerer flere allerede i. Hun er ikke typen, der svigter sit land i en svær tid. Afløserne kan heller ikke komme ordentligt på banen midt i en krisetid. På den anden side bliver Merkel 67 år i juli 2021. Mon hun selv kan forestille sig at blive ved fire år mere?

kommentar
deling del

Skriv et svar