Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Den manglende tyske enhed

For DDR var jo ikke udelukkende en katastrofe.
Jørgen Møllekær

Torsdag er der folkefest i Kiel. Op imod en halv million mennesker ventes, når »Tag der deutschen Einheit« festligholdes. Og denne gang hos os i Slesvig-Holsten, fordi det i år er vores delstat, der har formandskabet i Forbundsrådet, det tyske andetkammer i Berlin.

Hele den politiske top vil være til stede til den officielle markering. Forbundspræsident Steinmeier, forbundskansler Merkel, forbundsdagspræsident Schäuble og så videre. Der vil falde pæne ord; men man skulle kende Steinmeier og Merkel dårligt, hvis de ikke også får flettet nogle af de fortsatte udfordringer med ind i deres taler. Det et er nu præcis 30 år siden, at daværende udenrigsminister Hans-Dietrich Genscher fra balkonen på den vesttyske ambassade i Prag kunne give den historiske besked til 5000 østtyskere, der stod stimlet sammen, om at de nu frit ville kunne rejse til Vesten. Murens fald tog i dette minut sin begyndelse, og DDR faldt sammen kort efter.

Det er dermed nu næsten en generation siden, at Tysklands genforening blev indledt. Vi har alle – på trods af en vis skepsis – erkendt, at selvfølgelig hører tyskerne sammen i ét fælles land. Men om tyskerne så også har fundet sammen igen, er et helt andet og komplekst spørgsmål. For historien om genforeningen er i høj grad også fortællingen om en overtagelse. Bestemt en venlig og ikke en fjendtlig overtagelse. Men 16-17 millioner østtyskere kunne efter den indledende frihedsrus delvist bare se til, hvordan vesttyskerne kom og tog over.

Mens der stadig lugtede af brunkulsfyrene i de grå og triste sidegader, blev de centrale markedspladser hurtigt farverige. Den vestlige kapitalisme kom brusende. Man kan for så vidt ikke kritisere forandringerne og den hast, de skete med. For DDR som system havde spillet fallit. Både qua sit diktatur, men jo ikke mindst på grund sin politiske ensretning og socialistiske eksperimenter, som stille og roligt fik kørt landet i sænk. Men oppe i hovederne på folk gik det for stærkt. Alle fra 30 år og ældre var dybt præget af, at tingene kun kunne foregå på én måde i DDR. At få revet hele sit identitetsmæssige fundament bort på dén måde skaber helt naturligt mange udfordringer og dybe personlige livskriser. For DDR var jo ikke udelukkende en katastrofe. Den kooperative tilgang til tingene skabte også et andet socialt sammenhold. DDR producerede også verdensmestre inden for sporten og kunne fremvise resultater inden for rumfart. Denne selvbevidsthed om en anden måde at være tysk på eksisterer stadig. Og derfor kan man stadig ikke tale om et forenet land. Hvis det skulle være et mål i sig selv.

kommentar
deling del

Skriv et svar