Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Nu må ministrene i Kiel tage sig sammen

Politikere skal lige som vi andre også lære, hvordan man begår sig i krisetider.
Jørgen Møllekær

Det skal herfra til fulde anerkendes, under hvilket pres vore folkevalgte politikere i de her uger skal tage meget vanskelige beslutninger. Og ofte tage dem hurtigt. Som befolkning kan vi leve med fejl, hvis formålet sigter på at hindre, at flere af os bliver syge. Men alle andre tiltag bør undgå at få det her hovsa-præg over sig. Senest har undervisningsminister Karin Prien (CDU) dummet sig. Tirsdag meldte hun ud, at hun onsdag ville indstille til sine regeringskolleger i Kiel, at de kommende studentereksamensprøver efter påske bør aflyses helt. Og at 13. årgang også på Duborg-Skolen og A. P. Møller Skolen skulle have fået deres studenterhuer til sommer baseret på allerede givne standpunktskarakter. For så dagen efter at trække det hele tilbage. Karin Priens soloridt tirsdag fik på puklen fra samtlige andre delstater i en videokonference onsdag mellem delstaternes undervisningsministre. Det gælder for enhver type krisebeslutning, at den først skal tages i det øjeblik, den er nødvendig. For nuværende kan vi stadig håbe på, at i hvertfald de skriftlige eksamener på gymnasierne kan gennemføres. Og måske også de mundtlige lidt forsinket, såfremt pandemi-kurven skulle være knækket om en måneds tid. Karin Prien og alle andre, hvis job i normale tider handler om at ytre sig hele tiden, skal ligsom vi andre også lære, hvordan man begår sig i krisetider. Vis ydmyghed over for jeres ansvar. Prien nåede at sætte hele Tyskland på den anden ende, fordi vi medier nødvendigvis er forpligtet til at viderebringe, når en minister bebuder et tiltag, der er væsentlig for offentligheden. Det var også i Kiel, at de først krævede, at folk udefra med ferieboliger (Zweitwohnungen) skulle rejse hjem til deres primære bopæl. Den blev også hurtigt trukket i land. Jamaica-regeringens ministre i Kiel er ikke populister. Men vi vælgere har ikke brug for flere af den slags fejl. Vi bliver forvirrede, og det tærer på tilliden til, at vore folkevalgte har en rolig hånd i svære tider. Og den tillid må ikke erodere, for så står vi da for alvor med en udfordring.

Grundlæggende – og helt uden relation til de trods alt mindre svipsere i Kiel – kan man vist roligt konstatere, at vi vælgere i de her uger tydeligt kan se, hvilke politikere vi tror kan lede os gennem krisen. Og især hvilke ikke. I Tyskland diskuteres intenst lige nu, hvem der bliver den næste Helmut Schmidt. Den afdøde forbundskanslers håndtering af terrortruslen fra Rote Arme Fraktion i hans embedsperiode fra 1974 til 1982 er gået over i historien som eminent kriseledelse. Det er nok det, vi har brug for nu.

kommentar
deling del

Skriv et svar