Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Må klimaet vige for corona?

Det var ganske suverænt og snusfornuftigt af statsministeren.
Jørgen Møllekær

Folketingets partiformænd udfrittede tirsdag statsminister Mette Frederiksen (S) i en aktuel spørgetime om konsekvenserne af corona.

Og her var det helt befriende igen at kunne notere sig de grundlæggende forskelle partierne imellem. Fra højre til venstre var der indledningsvist ros og opbakning til S-regeringens resolutte håndtering af corona-pandemien, da der skulle lukkes hurtigt ned i marts.
Men i dag er vi et andet sted. Både i Danmark og Tyskland står vi over for den samme udfordring. Vi skal klogt have genåbnet vore samfund der, hvor det kan lade sig gøre. Og vi ser alle parallelt med den fortsatte sundhedsrisiko ind i en dyb økonomisk langvarig krise, som ikke bør håndteres af en lille mindretalsregering alene. Derfor var det interessant at notere sig, at et af statsministerens støttepartier, Det Radikale Venstre, fastholdt vigtigheden af at få de omfattende klimaforbedringer på vej på trods af pandemien.

Danmark har et erklæret mål om i 2030 at have reduceret landets klimaudledning med ambitiøse 70 procent. Over for det citerede de klimaskeptiske fra Nye Borgerlige et udsagn fra de økonomiske vismænd om, at nye miljøafgifter i lyset af den samfundsøkonomiske nedtur kan vise sig at være problematiske. Statsministeren lovede på den ene side, at der ville blive lavet en konkret klimaaftale i Folketinget inden sommerferien. Og samtidig ville Mette Frederiksen ikke love de fly-afgifter, der skal nedbringe klimatrykket fra vores rejseri. Statsministeren stillede det retoriske spørgsmål, om det giver mening at pålægge flyrejser nye afgifter i en tid, hvor der næsten ingen fly er i luften.

Virkeligheden er, at situationen er en helt anden end før marts måned. Statsministeren lagde også vægt på at sige, at det ikke giver mening at finansere coronakrisens store økonomiske skadevirkninger med nye skatter ved for eksempel at hæve arveafgiften, som hun sagde. Det var ganske suverænt og snusfornuftigt. Indtil for nylig stod Danmark økonomisk bomstærkt. Folketinget har vedtaget hjælpepakker i omegnen af 400 milliarder kroner for på den korte bane at redde virksomheder og arbejdspladser. Den slags gældssætning kan heller ikke Danmark bare fortsætte med. Og da ingen ved, om vores samfundsøkonomi er i en krise værre end finanskrisen i måske flere år, er tiden ikke til at binde sig til nye dyre regninger. Klimaet hjælper vi her og nu ganske godt ved ikke at rejse og ved i det hele taget at have skruet ned for megen samfundsaktivitet. Vi skal ikke ofre klimaet, men anerkende, at vi lige nu har helt andre udfordringer.

kommentar
deling del

Skriv et svar