Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Løkke trak en god streg

Danmark hører ikke sammen med lande som Ungarn, når vi taler udlændingestramninger.
Danmark hører ikke sammen med lande som Ungarn, når vi taler udlændingestramninger.

Lars Løkke Rasmussen skal have ros.

Statsministeren erkendte i tirsdags, at han ikke længere vil stå model til Dansk Folkepartis krav om kun at ville medvirke til en skattereform, hvis DF samtidig fik de andre med på det, der er blevet betegnet som et paradigmeskifte i dansk udlændingepolitik. Som om den ikke var stram nok i forvejen.

Det er befriende at konstatere, at Venstres statsminister trods de senere års højredrejning nu klart har markeret grænsen for, hvor langt man kan gå i udlændingepolitikken.

At Danmark ikke hører sammen med lande som Ungarn, når vi taler om integration og udlændinge. Så hellere opgive egne liberale ønsker om skattelettelser. Bravo.

Om regeringen holder helt frem til næste ordinære valgdato omkring forsommeren 2019 er så et helt andet spørgsmål. For nu er der røre i Liberal Alliances bagland. Det unge partis medlemmer har meldt sig ind i LA for netop at få genindført reel liberalisme i Danmark. Og har man den tilgang til tingene, så er der utrolige mange i Liberal Alliance, der nu er dybt skuffede.

Partiformand Anders Samuelsen har lovet danmarkshistoriske skattelettelser i så lang tid, at han har mistet al politisk troværdighed. Det eksemplificerede han selv, da han tirsdag for rullende kameraer kunne få sig selv til at sige, at »vi i det mindste da ikke får skatteforhøjelser.« LAs mulighed for at få gennemført sin kernepolitik er nu helt stendød. Om man derfor bør gå ud af regeringen, er et reelt spørgsmål.

På sæt og vis er det synd for samfundsdebatten i Danmark, at det ikke er muligt at føre en mere – skulle man kalde den – fordomsfri diskussion om, hvorvidt samfundet overvejende skal have en socialistisk eller en liberalistisk indretning. Sammenlignet med andre lande i det vestlige EU, hører Danmark absolut til blandt de nationer, der valgt den største grad af central offentlig styring og de dermed forbundne skyhøje skatter.

Fakta er bare, at Dansk Folkeparti på dette helt afgørende punkt omkring velfærdsstatens indretning er alt andet end på den blå fløj.

Det var blandt andet også DF, der tvang Lars Løkke til at skrue yderligere op for de offentlige investeringer.

Med aflysningen af en stor skattereform og yderligere udlændingestramninger skal det blive særdeles spændende at følge, om den såkaldte blå blok kan gennemføre ret meget de sidste halvandet års tid af valgperioden.

Løkke vil næppe føle trang til at få renset luften med et hurtigt valg. Selvom der ville være mange gode argumenter for det i en situation, hvor regeringen igen og igen ikke kan få gennemført sin politik, så er Løkkes håb et andet.

Meningsmålingerne har det med at svinge frem og tilbage. Lige nu ville Socialdemokraternes formand Mette Frederiksen indtage statsminister-kontoret. Men det kan nå at vende igen med den relativt lille afstand, der generelt er mellem røde og blå vælgere i Danmark.

Så Løkkes bedste strategi er at blive siddende og ikke gøre for meget. Det er trist for samfundsudviklingen, at Danmark har en lammet regering, der kun kan regere på et uregerligt støttepartis nåde.

Men sådan har parlamentarismen i Danmark artet sig igennem lang tid.

Løkkes forgænger, Helle Thorning, kunne heller ikke styre Enhedslisten på sin fløj, og valgte derfor ofte at gå sammen med de borgerlige.

Så længe vælgerne ønsker, at det skal fortsætte på den måde, vil vi have borgerlige regeringer, der i høj grad også fører rød velfærdspolitik. Og vice versa. Det kan man betragte som et stabilt demokrati på den ene side.

Men på den anden side er konsekvensen en lang række små hop på stedet fremfor reformer, der tager afgørende fat om udfordringerne.

kommentar
deling del

Skriv et svar