Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Det bliver en lang og mærkelig sommer

Det, vi havde håbet at få, får vi ikke. Det bliver en lang og mærkelig sommer, hvor langt de fleste her syd for grænsen kan se frem til at være adskilt fra Danmark.
Jørgen Møllekær

Partilederdebatten i København torsdag aften blev set fra Sydslesvig en slem skuffelse.  Statsminister Mette Frederiksen rykkede sig akkurat kun så lidt, som hun behøvede. Hendes grundbudskab består: Den danske regering kan ikke se, at det er muligt at åbne grænsen. Det er sundhedsmæssigt for risikabelt. Statsministeren brugte blandt andet dette billede som argument: Hvad nu hvis vi lukker en tysk familie ind i et dansk sommerhus, og det så efterfølgende viser sig, at en af disse turister viser sig at have været smittet og når at smitte andre under opholdet i Danmark.

Men med et flertal imod sig åbnede statsministeren dog trods alt op for at ville indlede drøftelser, om og hvordan man kan tillade udenlandske turister med en dansk feriebooking adgang til det danske ferieland. Og det var så det. Ingen konkrete visioner fra statsministeren ellers. Ingen ord om grænselandet. Ingen ord om den tyske henvendelse om en fælles plan for grænseåbning. Turistbranchen kan immervæk nu håbe på en afklaring trods en modstræbende statsminister. Mon ikke der bliver lukket op fra senest den 15. juni for sommerhus-turister. Men ellers Pustekuchen, som vi siger i Sydslesvig. Eller med andre ord: Det, vi havde håbet at få, får vi ikke. Det bliver en lang og mærkelig sommer, hvor langt de fleste her syd for grænsen kan se frem til at være adskilt fra Danmark. Statsministeren kunne have brugt partilederdebatten til offensivt at kommunikere, at der på en lang række områder er mange vægtige grunde til at prøve at finde løsninger.

På den baggrund skal man ikke undre sig i København, at flere – herunder det danske mindretal – nu føler sig tvunget til at råbe højt. Reaktionen kom prompte fredag. SSW og SSF retter sammen med det tyske mindretal en direkte appel til København. Det kan ikke passe, at vi skal være lukket ude i en fase, hvor stort set alt andet genåbnes. Samtidig må man erkende, at enhver statsminister har komplekse hensyn at forholde sig til. Blandt andet det faktum, at EU onsdag advarede medlemslande mod kun at åbne delvist for indrejse fra nabolande. EU har den holdning, at grænse-genåbningsaftaler mellem to lande skal omfatte hele landet for ikke at diskriminere. Opfordringen herfra skal være, at Danmark ignorerer denne henstilling. Hvis Danmark og andre lande år efter må bryde Schengen-reglerne, uden at det har fået konsekvenser, kan man vel også argumentere for at afvige fra et fornuftigt grundprincip i en situation, hvor grænserne genåbnes i forsigtige skridt. At genåbne for grænselandsbeboere fra et område med ekstrem lav smitte er afgjort et af disse fornuftige skridt.

kommentar
deling del

Skriv et svar