Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Lad folket tale

Det er vanvittigt, at der i Danmark og Tyskland nu konkret gøres klar til at ansætte toldere og andet bureaukrati.
Det er vanvittigt, at der i Danmark og Tyskland nu konkret gøres klar til at ansætte toldere og andet bureaukrati.

Man bliver helt ør i hovedet af at forsøge at følge med i Brexit. Scenarie på scenarie, ingen udsigt til nogen former for et nationalt kompromis og kun ti uger til den ultimative dag i Storbritanniens nyere historie. Den 29. marts er det slut.

Det var i hvertfald, hvad vi alle har troet efter 2,5 års intensive skænderier om, hvordan og hvorfor Storbritannien egentlig skal udtræde af EU. Nu vil May så fremlægge den såkaldte Plan B på mandag, og en uge senere, den 29. januar, skal Underhuset så stemme igen-igen, denne gang om der er opbakning til en Plan B.

Grundlæggende er vi nået derud, hvor ligegyldigt hvordan det ender, så findes der ikke én god løsning på, hvordan man på en både demokratisk og samfundstjenlig måde kan komme ud af dette morads. Det er vanvittigt, at der i Danmark, Tyskland og mange andre steder nu konkret gøres klar til at ansætte toldere og andet bureaukrati for at kunne håndtere situationen, hvis det skulle ende med den hårde Brexit, den ultimative kaosløsning, hvor briterne bare smækker døren hårdt i med udgangen af marts.

Det er imidlertid det, omtrent halvdelen af Theresa Mays eget konservative bagland i parlamentet ønsker. Men problemet består langt fra kun af den dybe splid i den konservative lejr. Arbejderpartiet Labour er ikke til ret megen mere hjælp heller. Partiets leder Jeremy Corbyn har tilsyneladende kun én strategi, som handler om at vælte Theresa May. Han er ligeså ultimativ og stivnakket som de konservative hårde hunde, der fortsat tror, at briterne kan sejle deres egen sø, uden at det får betydelige omkostninger. Corbyn er heller ikke nogen stor EU-tilhænger, men vil fastholde briterne i det indre marked og indenfor toldunionen.

Hvis det er tilfældet, burde Labour have stemt for den aftale, som May kom hjem med fra Bruxelles. Nu saboterer Corbyn så næste uges forsøg på alligevel at nå til en eller anden form for national enighed, når han på forhånd kræver, at May skal aflyse den hårde Brexit som en grundforudsætning for, at han gider komme og drikke te i Downing Street Nr. 10. Corbyn ved udmærket, at May ikke kommer igennem med det i sit eget bagland. Ergo er mulighederne reelt udtømte. Det eneste alternativ til disse stridende politikere er at spørge folket.

Lad folket afgøre, om den aftale, som parlamentet har forkastet, kan accepteres. Og spørg dem også, om de har fortrudt. Ifølge meningsmåling torsdag vil 56 procent blive og 44 procent udtræde af EU. En fortsat gyser. Og én ting er sikkert: Alle former for lappeløsninger hjælper intet på det her tidspunkt.

kommentar
deling del

Skriv et svar