Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Kurz og kontant

Begge havde tydeligvis forberedt flere stikpiller til hinanden.
Begge havde tydeligvis forberedt flere stikpiller til hinanden.

Kort og kontant siger vi på dansk.

Og ditto “kurz und bündig” på tysk. Og det var netop, hvad han var, Østrigs nye unge konservative forbundskansler Sebastian Kurz, da han onsdag og torsdag aflagde sin kollega i Berlin, Angela Merkel, et tiltrædelsesbesøg. Med tre aftaler i kalenderen: Udover det obligatoriske besøg i Bundeskanzleramt havde Kurz også ønsket separate møder med sit mangeårige forbillede, nu formand for Forbundsdagen, Wolfgang Schäuble (CDU) og forbundspræsident Frank Walter Steinmeier, som Kurz både er dus og tidligere udenrigsminister-kollega med.

Hvor der altså hersker god kemi til de to herrer, var charmen til overskue ved pressemødet mellem Kurz og Merkel. Begge havde tydeligvis forberedt flere stikpiller til hinanden. Blandt andet kunne Merkel ikke forstå, hvorfor Østrig vil lægge sag an mod Tysklands maut-planer, når østrigerne nu i årtier selv har afkrævet penge af udenlandske bilister.

Lige som Kurz afværgede kritiske spørgsmål fra tyske journalister om det betimelige i at danne regering med det højrenationale FPÖ med en spydig henvisning til, at Østrig i det mindste har en flertalsregering.

Alt sagt i formfuldendte sætninger tilsat klassisk østrigsk charme. Men under overfladen kunne man ikke være i tvivl. Forholdet mellem de to regeringschefer er køligt, måske endda i minusgrader.

For på trods af enigheder skilles vandene på to store områder. Kurz satser fortsat på at lukke EUs ydergrænser kombineret med øget hjælp i nærområderne til de kriseområder, hvor folk flygter til Europa fra.

Østrigs nye forbundskansler Sebastian Kurz, aflagde sin kollega i Berlin, Angela Merkel, et tiltrædelsesbesøg onsdag og torsdag. Foto: Michael Kappeler/dpa.

Østrigs nye forbundskansler Sebastian Kurz, aflagde sin kollega i Berlin, Angela Merkel, et tiltrædelsesbesøg onsdag og torsdag. Foto: Michael Kappeler/dpa.

Mens Merkel tillod sig at gøre opmærksom på, at en fuldstændig sikring af hele Middelhavs-strækningen mod Afrika næppe vil kunne lykkes. Derfor der er fortsat behov for, at EU-landene solidarisk fordeler de flygtninge, der når frem og giver dem en værdig asylbehandling. Kurz derimod gentog, at man godt kan glemme alt om EU-flygtninge-kvoter.

Samtidig står Østrigs nye kansler for en EU-skeptisk holdning. Han vil have et slankere og mere sparsommeligt EU. Mens Angela Merkel i sonderingerne med SPD – forudsat at den store koalition dannes – har stor opbakning til at øge Tysklands bidrag til det europæiske fællesskab. Her i løbet af foråret 2018 begynder de EU-forhandlinger, der skal fastlægge den EU-budgetpolitik, som skal gælde i årene frem fra 2020. Derfor er det unægtelig af stor betydning, hvilke af disse to diametralt modsatte synspunkter der sætter sig igennem.

Kurz var i sidste uge også hos Frankrigs glødende EU-fortaler, præsident Macron. I gamle dage, før EU nåede op på de aktuelle 28 lande, var aksen mellem Tyskland og Frankrig ofte meget afgørende for den europæiske udvikling.

I dag er det ikke givet, at et synkront Berlin og Paris er nok til at skabe flertal. For Kurz har sat sig for at samle de østeuropæiske lande bag sig. Igen kunne man fristes til at sige. Wien har i tidligere perioder domineret store dele af Central- og Østeuropa. Lykkes Kurz med at samle de østlige EU-lande bag sig, opstår der her en ny stærk magt-akse, som ikke bare lige kan verfes væk af de store.

Danmark er på nogle områder på linje med Tyskland, men har på andre områder, som for eksempel flygtninge- og migrationspolitikken taget et kursskifte, der minder om Østrigs tilgang.

Omvendt må man sige, at statsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig markerede, at han ikke agter at gå med til flere udlændingestramninger. Ligesom VLAK-regeringen bekender sig til de mange fordele, Danmark har af et åbent EU. Men heller ikke i Danmark er der tilslutning til et endnu mere sammensmeltet EU.

kommentar
deling del

Skriv et svar