Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Kontroversiel EU-stramning

Hvorfor er det, at alle disse digitale platforme ikke skal pålægges udgiveransvar?

Ophavsretsregler. Copyrights på engelsk eller Urheberrechte på tysk. Det bliver det ikke mere mundret eller letforståeligt af. Set i dét lys har omfanget af protesterne, især blandt unge tyskere i den forgangne weekend, mod EUs modernisering af disse regler været imponerende. Men spørgsmålet er, hvem de unge mennesker egentlig har demonstreret for. Modstanderne af de nye regler taler om, at deres uindskrænkede ret til frihed på internettet nu er undergravet, efter at EU-Parlamentet vedtog reglerne tirsdag. Fortalerne argumenterer for, at det nu er slut med, at tech-giganter som Google m.fl. fortsat misbruger deres magt til groft at udnytte de værdier, som andre har produceret.

I dag er det sådan, at hvis du eller jeg deler noget på internettet, som andre har ophavsretten til, så er det ikke Google som teknologisk platform, der kan gøres ansvarlig. Om du nu ulovligt deler et foto, en video eller affotograferer en hel avis-side fra Flensborg Avis og lægger den gratis ud på internettet er for så vidt underordnet. Det har aldrig været tilladt at udnytte andres rettigheder til deres produkter, hvis man ikke har fået lov på forhånd. Fordi det ganske enkelt underminerer muligheden for at tjene penge for dem, man som samlebetegnelse kalder »kunstnere«. Når EU-landene nu for første gang i et par årtier opdaterer den i EU gældende ophavsretslovgivning, så er det sandelig blot på tide i en tid, hvor den gamle analoge verdens virkelighed for længst er overhalet af de benhårde digitale realiteter globalt.

Det er godt, at man nu eksempelvis pålægger Youtube at forhåndssikre, at deres brugere ikke uploader ulovligt indhold. Hvorfor er det, at alle disse digitale medie-platforme ikke skal pålægges det samme udgiveransvar som enhver god, gammeldags avis? Deling af drabsvideoer er det ultimative eksempel, som, vi alle kan blive enige om, bør kunne forhindres. Platforme som Facebook har jo desværre vist, hvor galt det i det hele taget kan gå med det, vi med et fint ord betegner som »den demokratiske samtale«, når alle helt uden filter kan hælde deres orale skraldespande ud til skue for enhver.

At især unge mennesker nu ser sig begrænset i deres hidtidige digitale adfærd, er forståeligt. De har aldrig kendt til andet. Men som samfund har vi den ret til at diskutere med hinanden, hvordan vi helt grundlæggende sikrer vore samfunds sammenhængskraft. Dertil hører, at medier, om de nu er tech-giganter fra USA eller repræsenterer en lille mindretalsavis, har et forbandet ansvar for, hvad vi er med til at udbrede.

kommentar
deling del

Skriv et svar