Single Daily
af

Rasmus Meyer

Leder: Kollektiv ledelse 
og spildt potentiale

En ting skal slås fast med det samme: Der er et enormt stort potentiale i mindretallet.
En ting skal slås fast med det samme: Der er et enormt stort potentiale i mindretallet.

Potentialet i Sydslesvig bliver tydeligt, når man ser på de spændende historier, der kommer ud af at tale med sydslesvigere, der er draget ud i verden.

Hvad enten det er en ølbrygger på Bornholm eller en professor på Syddansk Universitet i Odense.

I løbet af årene har Sydslesvig beriget Danmark med dygtige unge mennesker, der hvert år tager til de danske universitetsbyer, hvor de bidrager til at gøre Danmark lidt større.

Det skal ikke kritiseres, for det er godt for de sydslesvigske unge at komme til Danmark.

Men desværre vender langt de fleste unge ikke tilbage til Sydslesvig efter endt uddannelse. Det betyder, at det enorme potentiale, der hvert år forlader Sydslesvig, ikke direkte gavner mindretallet.

Det er en stor udfordring for mindretallet, og der har gang på gang været forsøg på at gøre noget ved den udfordring. Ikke alt er lykkedes, men der findes gode eksempler på, hvordan de sydslesvigske studerende kan berige mindretallet.

I Dansk Spejderkorps Sydslesvig har man fundet frem til en nem, men effektiv måde at få inddraget de studerende på.

Det sydslesvigske spejderkorps, et af i alt fem danske spejderkorps, har indført en form for kollektiv ledelse. Der er nemlig to spejderchefer i korpset.

Den ene er i Sydslesvig, hvor det daglige arbejde ligger. Den anden chef, en sydslesvigsk student i København, varetager korpsets opgaver i hovedstaden.

Denne opdeling af magten har flere afgørende fordele. Helt lavpraktisk slipper korpset for at sende en repræsentant til København. De repræsentative opgaver og møderne med de andre danske korps varetages af chefen i København. Dermed sparer korpset både tid og penge.

Men langt vigtigere er de mange andre fordele. For med den model lykkes det at holde fast i de unge, der tager til de danske universitetsbyer. Båndet til Sydslesvig forbliver intakt. Det betyder, at de studerende fortsat følger med i livet i Sydslesvig.

Samtidig får korpset glæde af de mange nye ting, som de studerende lærer, mens de er i Danmark.

Det gælder særligt det sproglige og kulturelle. Men det gælder også arbejdsmetoder, for de unge lærer ufatteligt meget under uddannelsen, og alt det flyder ind i arbejdet i Sydslesvig.

Opdelingen af ledelsen betyder samtidig, at det hele ikke går op i bonede gulve i hovedstaden, for hjemme i Sydslesvig sidder den anden spejderchef og sikrer det daglige arbejde.

Modellen er selvfølgelig ikke fejlfri, og den afhænger i høj grad af enkeltpersoner. Men grundlæggende er det en model, der også kunne være interessant for andre foreninger og organisationer.

For hvorfor skulle nogle af de sydslesvigske studerende ikke kunne repræsentere mindretallet ved møder med eksempelvis Sydslesvigudvalget?

Det kræver blot, at man er villig til at afgive kompetence, og at man har mod på at lade de unge varetage den slags opgaver. Men hvorfor skulle de ikke kunne klare det?

I spejdernes forening, sammenslutningen af de fem danske korps, handler det også om tunge beslutninger og store beløb. Det gælder for eksempel organiseringen af en lejr med 40.000 deltagere eller etableringen af en ungdomsø, Middelgrundsfortet.

Der er utvivlsomt enormt potentiale i de unge.

Det gælder om at inddrage dem rettidigt og om at give dem ansvar, så potentialet ikke er spildt.

kommentar
deling del

Skriv et svar