Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: KoKo i stedet for GroKo

Hvis KoKo skulle blive til noget, vil det i bedste fald løse en parlamentarisk hårdknude.
Hvis KoKo skulle blive til noget, vil det i bedste fald løse en parlamentarisk hårdknude.

Tysk politik er ikke, hvad det har været.

Efter årtier med stabile flertalsregeringer og hårdnakket modstand mod at kopiere for eksempel det danske folkestyres hang til mindretalsregeringer, tegner der sig nu et indtil for nylig helt utænkeligt scenarie i Berlin:

Onsdag aften mødes SPD med CDU/CSU. Fra SPDs side med det erklærede mål ikke at genstarte processen frem mod den især i det socialdemokratiske bagland så forhadte »GroKo«, den store koalition henover midten. GroKo er yt. Det nye løsen er »KoKo«, som så står for »Kooperations Koalition«. En samarbejdsregering, der har flertal, og som bliver enig om fem til ti væsentlige politikområder, som for eksempel Europa-politik. Men som så i øvrigt vil agere som en mindretalsregering fra sag til sag i Forbundsdagen.

I nogle sager vil SPD kunne føre stafetten og sikre sig flertal i Forbundsdagen uden om sin egentlige regeringsmakker CDU/CSU. I andre sager vil det være Merkel, der skaffer sig alternative flertal til sager, som hendes konservative bagland vil have fremmet. Det lyder umiddelbart kompliceret, og det er det også.

Men måske skulle man alligevel give det en tanke. Blandt andet fordi der reelt ikke er så mange alternativer.

SPDs formand Martin Schulz har hele tiden sagt, at han både står fast ved, at Socialdemokratiet ikke ønsker en ny GroKo, som vi kender den. Men at han samtidig føler, at SPD må påtage sig et ansvar, når nu Jamaica er faldet til jorden. Schulz skal pinedød komme frem til noget, som hans bagland efterfølgende vil acceptere.

Ledelsen i Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, er nået frem til en enstemmig beslutning om at gå i forhandlinger med forbundskansler Angela Merkels konservative kristelige demokrater om en eventuel dannelse af en ny regering - med alle muligheder åbne, siger et højtstående partimedlem til Reuters. (Foto: Scanpix/Tobias Schwarz)

Ledelsen i Tysklands socialdemokratiske parti, SPD, er nået frem til en enstemmig beslutning om at gå i forhandlinger med forbundskansler Angela Merkels konservative kristelige demokrater om en eventuel dannelse af en ny regering – med alle muligheder åbne, siger et højtstående partimedlem til Reuters. (Foto: Scanpix/Tobias Schwarz)

Nyvalg er indtil videre ikke nogen option, og kansler Merkel vil ikke have en ren mindretalsregering. Når så SPD næppe heller får et flertal for en fornyet GroKo, så lyder KoKo unægtelig smart.

Men hvad siger Merkel til det? Indtil videre ingenting. Om hun gør det efter det første sonderingsmøde onsdag aften sammen med SPD og CSU i Berlin, er måske heller ikke sandsynligt. For hvis hun siger nej til at tale videre om en mulig KoKo-regering, stopper forhandlingerne hurtigt. Efter Socialdemokratiets partikongres i sidste uge står det lysende klart for enhver, at en fornyet GroKo uden voldsomme indrømmelser til SPD efterfølgende vil blive stemt ned.

Derfor er Merkel – om hun kan lide tanken eller ej – nødsaget til at give denne »KoKo«-diskussion en chance. Umiddelbart forekommer det som en ganske besværlig tankegang med skiftende flertal. Omvendt må man sige, at en kooperations-aftale på fem-ti vitale politik-områder er langt mere stabilt end en rendyrket mindretalsregering, hvor Merkel og Co. slet ikke kan regne med noget.

Men der er lang vej igen. For med den aktuelle regeringskrise i Danmark in mente må man sige, at det hverken ser kønt ud eller er formålstjenligt, når regeringspartnere på samme tid arbejder med og mod hinanden. Også i Berlin vil en KoKo-regering resultere i umiddelbart bizarre udfald. Det er korrekt, at en mere fri rolle for SPD i et mindre bindende regeringssamarbejde øger muligheden for, at SPD kan markere sig udadtil som et selvstændigt parti. Men om det så skulle føre til, at SPD vinder noget af den tabte opbakning i vælgerbefolkningen tilbage, er der ingen forhåndssvar på.

Hvis det bliver til noget med KoKo, er det i bedste fald en nyskabende måde at løse en parlamentarisk hårdknude på. Det har potentiale til at fremstå mere stabilt end en ren mindretalsregering. Men det indebærer samtidig en stor risiko for, at de enkelte regeringspartiers permanente behov for at hævde sig selv alligevel kommer til at fremstå som permanent uro. KoKo forekommer at være et valg mellem pest eller kolera.

kommentar
deling del

Skriv et svar