Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Kaos i Niedersachsen

Det er uigennemskueligt for vælgerne. Og dermed bliver man særdeles sårbar.
Det er uigennemskueligt for vælgerne. Og dermed bliver man særdeles sårbar.

Ministerpræsidenten i Niedersachsen, Stephan Weil (SPD), må i disse dage sande, at én ulykke sjældent kommer alene.

Læs mere: Nyvalg i Niedersachsen den 15. oktober

Først mistede han i sidste uge sit parlamentariske flertal, da en åbenbart forsmået grøn politiker pludselig skiftede til CDU. Denne politiker, Elke Twesten, har i 20 år været medlem af de Grønne. Hvorfor hun så kort tid inden det næste regulære delstats-valg i Niedersachsen til januar pludselig skulle skifte side, gisnes der højlydt om. Twesten tabte i juni i den interne opstilling sin plads på listen til det kommende valg. Det er set før, at politikere, der alligevel er på vej ud, foretrækker at smække højlydt med døren. Gisningerne går blandt andet på, om Twesten har fået et godt tilbud fra CDU. Hvilket det borgerlige parti selvsagt pure benægter. Niedersachsen er målt på indbyggere Tysklands fjerdestørste delstat og nummer to arealmæssigt lige efter Bayern. Et politisk vægtigt område dermed. CDU og FDP kan da heller ikke løbe fra, at de – nu hvor de har fået vristet flertallet fra SPD og de Grønne – gik benhårdt efter et hurtigt nyvalg samtidig med forbundsdagsvalget den 24. september. Ud fra en forventning om, at den genvundne Merkel-effekt også vil kunne smitte af på de nye regerings-muligheder i Hannover. Det er i dét lys, at ulykke nummer to for den klemte socialdemokratiske ministerpræsident Weil skal ses. For han beskyldes nu også for at lade den ligeledes kriseramte VW-koncern rette i sine taler. I 2015, da Weil, der også sidder i VWs magtfulde bestyrelse, skulle tale på et offentligt VW-møde, lige da dieselgate var brudt ud, lod statskancelliet i Hannover VWs kommunikationsafdeling i Wolfsburg kigge talen igennem på forhånd. Det lugter unægtelig af stærkt uheldig sammenblanding af politik og erhvervsliv. En række af de foreslåede rettelser, som VW sendte retur til statskancelliet, blev også indarbejdet i teksten. Historien blev henover weekenden slået stort op i tyske medier.

Læs mere: Rød-grønne mister flertal i Niedersachsen

En ministerpræsident i lommen på VW lyder unægtelig også for godt til at være sandt. Ved nærmere eftersyn holder de hårde angreb mod ministerpræsidenten da heller ikke. Det tyske presseagentur dpa offentliggjorde mandag, hvordan talen så ud før og efter, at VW havde været indover. Ændringerne handler primært om sproglige præciseringer i forbindelse med tekniske beskrivelser af VWs dieselgate. Mens andre af VWs ændringsforslag, der mildnede kritikken fra ministerpræsidenten blev afvist af Weils taleskrivere. Det er der to ting at mene noget om. For det første er mediekampagnen mod Weil efter, at han tabte sit flertal, tydeligvis et forsøg på nu allerede at føre valgkamp og få ham miskrediteret i vælgernes øjne. For det andet må man modsat sige, at der er tale om en potentiel farlig sammenblanding af politik og knaldhård business i Niedersachsen. VW er delstatens absolut største og vægtigste arbejdsplads. Af den grund ejer delstaten også en ikke ubetydelig mindretalspost i aktieselskabet. Den til enhver tid siddende ministerpræsident i Hannover er automatisk også bestyrelsesmedlem hos en af de største globale bil-koncerner. Det offentlige – siges det – sikrer sig dermed, at VW til stadighed fastholder sine mange tusinde tyske arbejdspladser og ikke pludselig fristes til at flage ud til billigere produktionslande. Det kan vel være. Men grundlæggende er det usundt, at politikere ikke koncentrerer sig om at lovgive, men også sidder fysisk og afgørende med ved bordet i store kommercielle foretagender. Det er uigennemskueligt for vælgerne. Og indebærer derfor, som vi nu ser, risikoen for angreb på ens politiske hæderlighed. Om kritikken så er berettiget eller ej.

kommentar
deling del

Skriv et svar