Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Kampen
 spidser til i SPD

Den form for ny­tænkning kommer næppe fra Scholz
Jørgen Møllekær

Om en uges tid er lang tids søgen efter en ny partiformand slut i SPD. Den 29. november udløber fristen for, at de cirka 460.000 partimedlemmer kan stemme på en af de to tilbageværende kandidater. Og tonen mellem fløjene skærpes nu, da vi nærmer os målstregen.

Flensborgs overborgmester Simone Lange, der selv var SPD-formandskandidat, har skrevet et åbent brev til SPDs basis og direkte advaret mod at stemme på Tysklands finansminister Olaf Scholz, Hamborgs tidligere overborgmester. Scholz stiller op i et makkerskab med den i offentligheden ikke så kendte Klara Geywitz fra Brandenburg. Hende har Lange, der selv er opvokset i det tidligere DDR, næppe meget imod. Men Scholz og det, han står for, kan Lange, og hun er ikke den eneste, ikke fordrage. For ledelseskrisen i det tyske SPD har også at gøre med, at folk på gulvet er trætte af den politiske magtelite. Som af nogen opleves som arrogante politikere uden føling for, hvad der rører sig i basis.

Lange siger ligeud, at Scholz som daværende generalsekretær i SPD er kraftigt medskyldig i den såkaldte Agenda 2010, der i daværende forbundskansler Gerhard Schröders tid medførte nedskæringer i dagpengeretten og de sociale ydelser. Med andre ord: Lange, der selv er klart ude på venstrefløjen i SPD med krav om borgerløn og lignende, advarer partiet mod at vælge en konservativ SPD-mand som Scholz, der er så langt inde på midten, at forskellen til CDU bliver for lille.

Sandt er det, at SPDs medlemmer, hvis de virkelig vil prøve noget nyt, bør stemme på det andet alternativ, Nordrhein-Westfalens forhenværende finansminister Norbert Walter-Borjans og forbundsdagsmedlem Saskia Eskens. De er godt nok begge vesttyskere fra Köln og Stuttgart. Men modsat Scholz står de for at placere SPD som et mere venstreorienteret klassisk arbejderparti, end man har set længe. Godt nok fik Scholz og Co. med 22,7 procent flest stemmer i første valgrunde mod 21 procent til Borjans og Eskens.

Men Simone Lange har ret i den forstand, at et SPD i en historisk dyb krise næppe kommer ud af fedtefadet ved at fortsætte med at klamre sig til regeringsmagten i Berlin. Også selvom partiet fik landet en aftale om en grundpension for de fattigste tyskere forleden. Kampen om vælgerne i midten af tysk forbundspolitik står i virkeligheden mellem CDU og De Grønne. Hvis SPD skal genrejse sig, kræver det en meget tydelig relancering af, hvad et tysk socialdemokrati skal stå for. Den form for nytænkning kommer næppe fra Scholz.

kommentar
deling del

Skriv et svar