Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Job-pendlingen koster

Det at gøre noget frivilligt for hinanden kommer der på den måde heller ikke mere af.
Det at gøre noget frivilligt for hinanden kommer der på den måde heller ikke mere af.

42,5 kilometer.

Vi transporterer os selv længere og længere for at passe vores arbejde. Dagbladet Politiken sætter i de her dage fokus på job-pendling. Hvor den gennemsnitlige arbejdstager i 2008 havde 39 kilometer på arbejde, er det tal nu steget til 42,5 kilometer. En stigning på ni procent.

Samtidig viser tallene, der baserer sig på Danmarks Statistik, at 98 procent af lønmodtagerne i Danmark defineres som pendlere, fordi kun 2 ud af 100 bor der, hvor de også arbejder.
Vi bruger også stadig længere tid på at komme på arbejde. Den faktor er især steget fra 2013, og det er en ny trend. Tidligere har den del ellers været meget konstant: Fra 1981 og frem til 2003 brugte vi i gennemsnit maksimalt en time på at komme til og fra arbejde. At bruge en halv time hver vej var vigtigere, end hvor langt man havde.

I dag er det ikke usædvanligt at bruge en time hver vej. Blandt andet fordi huspriserne typisk falder betydeligt, hvis man orker den lange vej til og fra arbejde.

Politiken fortæller om en familie, der valgte at flytte fra København til Vejle, samtidig med at manden har beholdt sit job som salgs- og marketingchef i en privat virksomhed i Ballerup i Københavns vestlige udkant. 230 kilometer hver vej. Han forlader hjemmet kl. 5.50 og er via tog fremme kl. 8.30. Det vil sige tre kvarters »samvær« med børnene om aftenen, før de skal puttes. Om onsdagen har han fået lov til at arbejde hjemmefra og kan denne ene dag om ugen aflevere ungerne og hente dem tidligt.

Den slags familieliv er der mange af. Man kan også bo i Harreslev og være ansat på Airbus i Finkenwerder syd for Elben i Hamborg. Samfundsøkonomerne er glade for mange arbejdstageres fleksibilitet. Det er blevet normen at finde det sted, man vil bo, og så pendle ud derfra. Fremfor at flytte flere gange i nutidens ofte omskiftelige arbejdsliv.

Manden fra Vejle er glad. For i toget kan han i hvilekupeen fokusere på at besvare mails eller gå lidt i dybden med et projekt. På arbejde er der ikke den tid til ro og fordybelse, siger han til Politiken. Så for ham er de lange togture arbejdsmæssig kvalitetstid. Men onsdagen er vigtig for at holde den såkaldte work-life-balance. Et åndehul til at kunne være noget for familien derhjemme. Men en udfordring på mange arbejdspladser. For samtidig med, at »hjemme-kontorer« eksploderer, betyder det også fysisk fravær på arbejdspladsen.

Salgschefen fra Vejle kunne overtale sin chef til det. Men erkender samtidig at være den i organisationen, der er mest væk fra virksomheden i Ballerup. Så længe han sælger nok, er chefen nok ligeglad.

Men spørgsmålet er, hvad denne arbejdsmæssige kvalitet gør ved samfundet på andre områder. Muligheden for et fritidsliv, hvor man kan gå til badminton eller aftenskole er lig nul. For slet ikke at tale om måske at yde en frivillig indsats, når børnenes idrætsklub mangler en træner.

Transportminister Ole Birk Olesen (LA) siger til Politiken, at han er glad for udviklingen, fordi den viser, at samfundsøkonomien er i vækst. Men han fastslår samtidig, at regeringen ikke har nogen målsætning om, at tendensen skal fortsætte. Prognosen lyder ellers på, at pendlingen i 2025 vil være steget med yderligere otte procent til 46 gennemsnitskilometer til arbejdspladsen.

Regeringens svar er flere motorveje og bedre togforbindelser.
Så vi kan se frem til, at det fortsætter. Hensynet til samfundsøkonomien vejer altid tungest. Om det også er god familiepolitik kan man diskutere. Børnene får ikke deres far som træner. Det at gøre noget frivilligt for hinanden kommer der på den måde heller ikke mere af.

kommentar
deling del

Skriv et svar