Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Jens Spahn bliver minister

Spahn og hans fløj vil nu råbe endnu højere med deres nykonservative værdipolitik.
Spahn og hans fløj vil nu råbe endnu højere med deres nykonservative værdipolitik.

Mandag bliver det officielt meldt ud.

Men allerede søndag kunne flere tyske medier fortælle enkeltheder om de seks navne, der kommer til at udgøre CDUs bidrag til en kommen stor koalition – GroKoen – såfremt SPDs medlemmer den 4. marts bakker op om ideen.
Forbundskansler Angela Merkel er blevet hårdt kritiseret for, at hun i de hårde regeringsforhandlinger med SPD og CSU har afgivet de tungeste ministerier til de to pressede og oprørske regeringspartnere. CSUs retorisk hårdtslående formand Horst Seehofer bliver indenrigsminister og dermed ansvarlig for både politi og flygtninge. Det ømtålelige emne “indre sikkerhed” får dermed nu angiveligt en mere fast hånd.
SPD har taget udenrigsministeriet, det vigtige finansministerium samt flere andre for SPD politiske væsentlige ministerier som arbejdsmarked, sociale forhold, familie- og justitsområdet.
Mandag holder CDU så landsmøde for at godkende CDUs deltagelse i en kommende GroKo. Minister-navnene, der så lægges frem, viser meget godt, hvilken indre uro, også CDU har at kæmpe med. De interne kritikere synes, der er alt for lidt konservativ politik i den nye regeringsaftale og for megen tagen hensyn til SPD og CSU. Merkel har i mellemtiden, ved at pege på Saarlands ministerpræsident Anne Kamp-Knarrenbauer til partiets nye magtfulde generelsekretær, demonstreret, at hverken hun eller “AKK”, som den nye mini-Merkel kaldes, ønsker at trække CDU mod højre igen. Merkel tror sammen med sin nye makker fortsat på, at det er den pragmatiske politik-tilgang uden for megen hård ideologisk retorik, der trækker flest vælgere til.
Det er en yngre mand på 37 år dybt uenig i. Jens Spahn er blevet frontfigur på det ulmende interne oprør mod den merkelske konsensus. Ifølge Die Welt har Angela Merkel, selvom hun hader at blive presset til noget af andre, åbenbart givet efter overfor den stadig mere højtråbende højrefløj i CDU. Spahn bliver angiveligt sundhedsminister. 
Det har han forsåvidt udmærkede forudsætninger for. Spahn har tidligere være sit partis sundhedsordfører, og er dermed godt inde i stoffet. Mens hos SPD vækker den beslutning næppe glæde. Spahn går som ægte konservativ benhårdt ind for deregulering og så lidt magt til det offentlige som muligt. SPD derimod kæmpede forgæves under regeringsforhandlingerne om at få gjort op med det opdelte tyske sygeforsikringssystem, hvor dem har råd eller tilhører bestemte grupper som for eksempel dommere, kommer hurtigere frem i sygehuskøen end almindelige dødelige lønmodtagere. De interne regerings-stridigheder på sundhedsområdet er dermed allerede forprogrammeret.
Spahn og hans fløj vil nu optræde endnu mere selvbevidste. Og helt generelt begynde at råbe højere med værdikonservative holdninger. Merkels tid med meget lidt politisk spræl er for alvor presset. “AKK” kommer på noget af en opgave, hvis det skal lykkes at fremstå som et CDU, der taler med én stemme.
Merkel har også haft andre udfordringer med sin ministerliste, herunder en lige kønsfordeling. Nu ser det imidlertid ud som om det lykkes med at udnævne tre kvinder ud af de seks CDU-ministre. Ursula von der Leyen fortsætter som forsvarsminister på trods af, at hun bestemt ikke er vellidt hos Bundeswehr. Ny landbrugsminister bliver Julia Klöckner. Manges darling fra Rheinland-Pfalz. Klöckner får denne post bl.a. i håbet om, at denne større scene gør det muligt for hende at genvinde flertallet, når der næste gang skal være landdagsvalg i afdøde Helmut Kohls daværende konservative højborg.

kommentar
deling del

Skriv et svar