Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Jamaica eller nyvalg

De Grønnes finansminister Monika Heinold er ikke til så meget udenomssnak.

Onsdag meldte hun klart ud, at der enten bliver enighed om en Jamaica-koalition med CDU, FDP og hendes eget parti. Eller også bliver der nyvalg. Og hun tilføjede straks: Nyvalg er den dårligste af de to løsninger.

En uventet hurtig tilspidsning i det politiske spil, der for alvor har taget fart denne uge. For De Grønne har dermed frasagt sig muligheden for at indgå den alliance, som de helst ville have. En Ampel-koalition med de røde fra SPD, de gule fra FDP og De Grønne. Når det er kommet dertil så hurtigt i Kiel, må man igen pege på SPD. Partiet har ikke kun tabt valget, men nu også kludret godt og grundigt i det, lige siden nederlaget stod klart.

For mens Albigs forestående tilbagetrækning har været åbenlys for de fleste ganske kort efter valgnederlaget, så har SPD samtidig fejlet på den afgørende åbning, der kunne have skabt alternativet til Jamaica. Og den er, at SPD ikke har kunnet finde alternativer til ministerpræsident Torsten Albig hurtigt nok. Og man havde tydeligvis heller ikke forberedt sig på dette scenarie.

CDU – hvem havde troet det – kommer nu til at optræde som mægler i nogle spændende diskussioner om at få de strittende politiske ender til at nå sammen.
Jørgen Møllekær

Kiels socialdemokratiske overborgmester Ulf Kämpfer har været nævnt i sidste uge, men skyndte sig omgående at melde pas. 
Dette vakuum har FDP været dygtige til at udnytte i magtkampen med De Grønne. FDP har onsdag sagt nej tak til overhovedet at mødes med SPD for at diskutere regeringsalternativer.

De Grønne ville være mødt op til samtaler hos SPD, men må nu erkende, at dét løb er kørt. Så som sidste trumf i de kommende ugers forhandlingsspil er der ikke meget andet tilbage for de Grønne end at true med nyvalg, hvis de ikke får tilstrækkeligt af deres mærkesager ind i regeringsgrundlaget for en konservativ-grøn-liberal regering.

CDUs Daniel Günther udtalte sig forsonende og udglattende i NDRs morgenradio onsdag. Han er klar over, at kamphanerne i denne fase sidder hos FDP og De Grønne. CDU – hvem havde troet det – kommer nu til at optræde som mægler i nogle spændende diskussioner om at få de strittende politiske ender til at nå sammen.

Det ender med, at De Grønne hopper henover midten sammen med de borgerlige. Det gør de blandt andet også, fordi der vil blive lagt et tungt pres på de slesvig-holstenske Grønne fra partihovedkvarteret i Berlin.

Vælgerne er tydeligvis igen med stormskridt på vej væk fra SPD lige så hurtigt, som folk strømmede til umiddelbart efter, at partiets nye kanslerkandidat Martin Schulz tog over i januar.
Jørgen Møllekær

Politik handler som bekendt om indflydelse, og den får man nu engang mest af i regering. Og efter De Grønnes halvering i søndags i Tyskland største delstat indbyggertals-mæssigt, Nordrhein-Westfalen, skal der nyt til, hvis De Grønne skal få fremgang på forbundsplan. For her er opbakningen stærkt på retur og nede på 6-7 procent efter at have ligget stabilt over ti indtil for ikke så længe siden.

Partiet har kun ét halmstrå tilbage, og det er partikollegerne i det høje nord, der som de eneste har haft et godt valg med 12,9 procent og dermed er det tredjestørste parti i landdagen. En ny usædvanlig koalition i Kiel, der forener det borgerligt-liberale med det grønne på nye hidtil usete måder, vil blive fulgt med stor opmærksomhed i resten af Tyskland frem mod forbundsdagsvalget den 24. september.

Ifølge meningsmålingerne lige nu vil lige præcis denne kombination også få flertal i Berlin. Vælgerne er tydeligvis igen med stormskridt på vej væk fra SPD lige så hurtigt, som folk strømmede til umiddelbart efter, at partiets nye kanslerkandidat Martin Schulz tog over i januar.

De færreste orker ikke at forestille sig en fortsættelse af den uperfekte store koalition mellem CDU og SPD. Mens kombinationen af Merkels rolige hånd og nye grønne impulser i et Tyskland optaget af Energiwende og klimaspørgsmål derimod ikke klinger så dumt i mange tyske vælgeres ører.

kommentar
deling del

Skriv et svar