Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Iskoldt håndtryk i Washington

Han anser tyskerne for at være nogle listige luskebukse.
Han anser tyskerne for at være nogle listige luskebukse.

Efter avisens deadline fredag besøgte forbundskansler Angela Merkel USAs uforudsigelige præsident Trump. Med fare for at tage fejl: Det møde kom der næppe ret meget godt ud af. I hvert fald ikke hvad angår temperaturen i det tysk-amerikanske forhold for tiden, for det er iskoldt. Trump deler verden op i personlige sym- og antipatier. Merkel som sådan og Tyskland i særdeleshed kan han bestemt ikke lide.

Han anser tyskerne for at være nogle listige luskebukse, der, hvad verdens sikkerhed angår, kører med på en fribillet. Sandt er det, at Tyskland nægtede at deltage i raketangrebet på syriske kemi-depoter forleden. Værre er det set med trumpske briller, at den tyske regering nægter at spille med på det trumpske krav om øgede militærbudgetter. USA bruger henved 4 procent af sit BNP på forsvar, Tyskland kun 1,2 procent. Det lyder af ingenting, men udgør trods alt 40 milliarder euro årligt. Men at øge det til de af Trump krævede to procent ville tage rigtig mange milliarder euro fra centrale velfærdsopgaver i Tyskland, og det er der ikke flertal for.
Dernæst truer Trump fortsat med at ramme Tyskland med importtold. America First-strategien lever fortsat i bedste velgående, og Trump tror, at han kan redde sit eget lands strukturelle problemer med den slags protektionistiske tiltag.

Han har dog ret i et enkelt af sine mange udfald. EU lægger 2,5 procents told på importen af biler fra USA, den anden vej har tolden hidtil været nul. Det forekommer ikke at være rimeligt, hvis man man selv er stor-eksportør af biler fra diverse tyske bil-koncerner. Til gengæld er han, som så ofte, langt ude i sin øvrige argumentation overfor Merkel. At Tysklands handelsoverskud over for USA i sig selv skulle være nærmest uartigt, er jo nonsens.

Modsat Trump nyder de fleste amerikanere den frie verden og frihandlen og køber derfor de varer, de synes bedst om. Og når en amerikansk præsident så endda drister sig til at sige gravalvorligt, at euroen er skabt, for at tyskerne kan eksportere mest muligt, så er det ikke kun Angela Merkel, der ikke kan vise manden ret meget andet end den kolde skulder. De to har ikke mødtes siden G20 i Hamborg og ringer også yderst sjældent sammen.

Forholdet mellem Nord- og Sydkorea er varmere end linjerne mellem Washington og Berlin.

kommentar
deling del

Skriv et svar