Single Daily
af

Raning Krueger

Leder: Imamer på rejse i forsoningens tegn

60 muslimske ledere mindede i weekenden ofrene for terrorattentatet ved Breitscheidplatz i Berlin. De 60 imamer kom fra hele Europa. Med sig havde de et budskab: Islam tager afstand fra islamisme og terrorisme! Et halvt år efter attentatet, som islamisten Anis Amri begik, besøgte de åndelige ledere for Islam gerningsstedet i Berlin som led i »muslimernes march«.

Præsten ved Gedächtniskirche i Berlin, Martin Germer, åbnede den kristne kirke for imamerne. »Vi hilser dette initiativ velkommen som tegn mod religiøst begrundet terror. Vor kirke opfatter sig som fredens og forsoningens sted«, fremhæver pastor Germer. Imamerne lagde røde roser ved mindestedet.

Også repræsentanter for de kristne kirker og for jøderne deltog ved en sammenkomst med 400 deltagere.

 Muslimernes march i fredens tegn er et godt initiativ. Som mange mennesker længe har ventet på, tør vi tilføje.
Raning Krueger

Imamernes fredsinitiativ har sikkert krævet mandsmod. For adskillige af de 60 imamer er efter eget udsagn straks blevet truet med vold, og de risikerer at miste deres job, oplyser organisatoren for den europæiske tur, Imam Hassen fra Paris, hvorfra imamerne var kommet med bus. Mødet foregik under stor politibeskyttelse. Nu vil de køre videre til Bruxelles og andre steder, hvor islamistiske terrorister ligeledes har slået til.

Muslimernes march i fredens tegn er et godt initiativ. Som mange mennesker længe har ventet på, tør vi tilføje.

Muslimernes march mod terror

Deltagere i “Muslimernes march mod terror” (Marsch der Muslime gegen den Terrorismus) foran Gedächtniskirche i Berlin den 9. juli. (Foto: dpa)

For selvfølgelig er det oplagt, at lederne for Islam i samlet flok tager afstand fra islamister, der åbenbart tolker den islamske tro som fribillet til at dræbe andre mennesker – deriblandt også mange muslimer. For det er næppe nok, at nogle imamer i Tyskland tager afstand fra islamismen, mens andre imamer prædiker had og modstand mod ikke-troende (Ungläubige). På den måde bør imamerne som led i deres udmærkede »fredsmarch gennem Europa« også bruge tid og kræfter på at drøfte behovet for og selve grænserne for, hvad deres tro selv i en vid udlægning giver dem lov til.

Det er uacceptabelt at ophøje sig selv til dommere over andre mennesker, deres liv og fysiske eksistens. Altså supplere muslimernes march gennem Europa med en slags indre march og selvransagelse sammen med islamske terrorister.

 Christian Wulff og Angela Merkel – begge CDU – har ret med deres berømte udtalelse, at islam hører til Tyskland.
Raning Krueger

Dermed siger vi netop ikke, at islam og imamer lægger op til terrorisme, eller at muslimer automatisk kan eller bør mistænkes for terror. Når børn i den sydlige halvdel af Tyskland bliver misbrugt, mistænkes heller ikke hver gang katolicismen og dens præster eller biskopper, selv om der har været alt for mange tilfælde af grove uhumskheder begået af praktiserende katolikker.

Christian Wulff og Angela Merkel – begge CDU – har ret med deres berømte udtalelse, at islam hører til Tyskland. Men så bør muslimer og deres åndelige ledere også klart vise, at islamister ikke hører til islam. Derfor var det en god start at tage på fredstur til Berlin.

kommentar
deling del

Skriv et svar