Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Hvor er det dog egentlig pinligt

Medmindre nogen foretrækker at Rigsrevisionen eller andre instanser dikterer fremtiden for os.
Jørgen Møllekær

Først Mette Bock i et læserbrev, så generalkonsul Kim Andersen i Borgerforeningen og nu Sydslesvigudvalgets formand. Når en minister skælder decideret ud, en generalkonsul på diplomatsprog taler dunder, og Sydslesvigudvalgets formand i samme uge ser et muligt behov for at sende Rigsrevisionen til Sydslesvig, hvor er vi så kommet hen?

Vi er kommet derhen, hvor det ikke længere er et spørgsmål, OM der skal ske grundlæggende forandringer i Sydslesvig. Men snarere et spørgsmål om, hvor hurtigt.

Hvor er det dog i bund og grund pinligt, at vi er nået så langt ud med hinanden. Fra dansk side er det til hudløshed blevet gentaget, at vi selv må finde ud af tingene. Dét punkt kom vi tydeligvis forbi i denne uge, når Anni Matthiesen af sig selv begynder at tale om Rigsrevision, og at hun i hvert fald godt kan pege på et par steder, hvor »sparekniven kunne tage fat«, så er det virkeligt alvorligt.

Sandheden er, at for mange i Sydslesvig stadig ikke har opfattet, hvilken gennemgribende effektivisering den offentlige forvaltning i Danmark har gennemgået i de senere år. Det handler ikke kun om årlige effektiviseringer, der sparer to procent. Det handler så sandelig også om villigheden til i Danmark at gøre tingene på nye måder. I Sydslesvig er vi hverken ramt af sparekrav eller nogen synderlig nytænkning. Vi har stadig de strukturer, der blev skabt efter 1920 henholdsvis 1945. Christianslyst er et meget let forståeligt symbol på udfordringerne. Selvfølgelig skal vi have gode gæsteværelser til børn, unge og voksne. Men hverken SdU eller de øvrige medlemmer af Samrådet kan finde på andet end kortvarige lappeløsninger.

Men forskellen mellem Sydslesvig og Danmark er meget mere end struktur. Hvis det er sandt, at en folkeskolelærer i Danmark har tre ugentlige klasse-undervisningstimer mere om ugen end lærerne i Skoleforeningen, så må vi da følge trop. 400-500 lærere med flere, der kan undervise tre uger mere ugentligt er da en effektivisering, der vil noget. I København gider man ikke længere se på et system med syv-otte løn-bogholderier og andre individuelle indkøb af biler, it-løsninger, forsikringer, som snildt kan klares billigere i et stort fælles Sydslesvig e.V. Og nu får vi helt åbent at vide, at vi i flere henseender ikke gør det godt nok.

Der er med Mette Bocks læserbrev in mente generelt ikke brug for flere ord, men handling. Nu og her i 2019. Der er ikke brug for, at Skoleforeningens interne proces – endnu engang – forhaler en beslutning om at iværksætte et arbejde med henblik på at modernisere det danske mindretal opbygning og indretning. Det kan vi simpelthen ikke vente med at igangsætte til engang til efteråret.

Der er heller ikke behov for, at en sådan fornyelsesproces skal tage hverken fem eller ti år, som SSFs formand Jon Hardon Hansen vurderede tidshorisonten for en omkalfatring af Sydslesvig på avisens debatmøde om de truende skolelukninger tilbage i december. VI er jo trods alt ikke en delstat eller en hel region, der skal ny-indrettes på en både bedre, billigere og samtidig mere demokratisk måde. Vi er trods alt fortsat kun et dansk mindretal af overskuelig størrelse.

Og hvis vi ikke bare vil sidde og afvente det næste træk fra København, kunne et passende nytårsforsæt for Sydslesvigs fremtid være, at vejen fremad er lagt på skinner senest, når det store år 2020 ringes ind.

Medmindre nogen foretrækker, at Rigsrevisionen eller andre instanser dikterer fremtiden for os.

kommentar
deling del

Skriv et svar