Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Hvad er det der driver de catalanske separatister?

Med arrestationen af den catalonske leder af separatisterne, Carles Puigdemont, søndag i Tyskland, eskalerer konflikten mellem den spanske centralmagt og de mange cataloniere, der ønsker selvstændighed. Men grundlæggende er der ikke ændret på de bærende standpunkter i den fastfrosne konfliktDen catalonske ekspræsident har med sin nøglerolle i afholdelse af en folkeafstemning om selvstændighed for den spanske autonome region eskaleret en konflikt, som regeringen i Madrid har været tvunget til at reagere på. Puigdemont kan ikke set fra Madrid anses som andet end rebel, der truer grundpillerne i den spanske stat. En udebleven konsekvent reaktion på det ville være undergravende for den spanske multinationale stat.

Det politiske spørgsmål om, hvorvidt det har været uklogt af de tyske myndigheder at arrestere Puigdemont, er irrelevant. Der foreligger en europæisk arrestordre på catalonieren. I en retsstat skal den slags effektueres.

Set her fra grænselandet er det ikke svært at mobilisere en portion sympati for det catalonske oprør. Der er ligheder mellem vores og cataloniernes historie. Catalonierne har deres eget sprog, egen kultur og identitet. Mange (flertallet?) har et århundredlangt ønske om selvstændighed. Men hvorfor kommer oprøret netop nu?

Mens Slesvig er en udkant uden det store bidrag til det nationale bruttonationalprodukt i både Tyskland og Danmark, så stod Catalonien i 2016 for en femtedel af Spaniens BNP. Catalonien anses for at være et økonomisk lokomotiv for de i alt 17 autonome spanske regioner. Finanskrisen ramte særdeles hårdt i Spanien, men Catalonien slap mere nådigt og er ikke martret af samme tårnhøje ungdomsarbejdsløshed som det øvrige Spanien. Samtidig er Catalonien også ramt af den nationalistiske bacille, som har givet Europa en hårdnakket omgang influenza. Derfor er det opportunt at spørge om, hvorvidt det ikke især er nationalisme og manglende solidaritet, der driver de cataloniske separatister.

Den spanske grundlov giver ikke rum for folkenes selvbestemmelsesret. Det vil altid være problematisk at være underlagt en for centralistisk formuleret forfatning.

Det problem skal imidlertid løses gennem en langvarig demokratisk kamp og ikke gennem provokationer. Frugten af det ser vi nu. EU må spille en aktiv mæglerrolle i stedet for at lurepasse.

kommentar
deling del

Skriv et svar