Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Hovsa her og hovsa der

I må gøre ligesom borgmesteren i Sørup. Udlever en maske til hver borger.
Jørgen Møllekær

Det forekommer tiltagende uforståeligt, at vore politikere og myndigheder her to måneder inde i corona-pandemien stadig ikke er bedre til at forberede de næste skridt, vi som befolkning eller virksomheder skal forholde os til.

SSWs gruppeformand i landdagen, Lars Harms, er langt fra den eneste, der undrer sig over, at delstatsregeringen nu pludselig vil have, at vi alle bærer mundbind, mens vi handler eller kører i bus. Når vi som borgere med syv dages varsel bliver pålagt at gøre noget, vi ikke har skullet før, så skal vi også have mulighed for at følge påbuddet. Det er helt legitimt, hvis der er stærke sundhedsfaglige argumenter for, at især potentielt smittede skal reducere deres smittespredning med et mundbind. Og hvis den eneste måde at løse det problem består i, at vi alle går med mundbind, så er det også fint. Men når man så samtidig hører fra ministerpræsident Daniel Günthers mund, at det er i orden, hvis man bare trækker et halstørklæde op over næsen, så føler man sig helt ærligt til grin. At bede alle gå med mundbind er en alvorlig sag. Kritikken af, hvor vi hver især skal skaffe ordentlige mundbind fra i løbet af en uge, når alle ved, at der er leveringsproblemer, er dybt problematisk.

Jamaika-regeringen i Kiel gambler med deres troværdighed. I må gøre ligesom borgmesteren i Sørup. Udlever en maske til hver borger, og så kan I komme med et påbud. Det kan ikke være rigtigt i en dybt alvorlig situation, at vi alle hver især selv skal til at definere, hvad der er det rette mundbind. Kritikken fra Flensborgs overborgmester Simone Lange i denne sag er også helt på sin plads. Hvordan skal kommunere dog kunne leve op til deres tilsynsforpligtelser med borgerne, når nye påbud udstedes så hovsa-agtigt.

I Danmark er det ikke stort bedre. Da frisører, kiropraktorer og andre liberale erhverv måtte genåbne i mandags, kom myndighedsanvisningerne om, hvordan det kunne ske sundhedsfagligt forsvarligt, først søndag. Altså dagen før. Ansvarlige politikere skal droppe det her hastværk med at genåbne hurtigt, uden at de nødvendige detaljer for, at vi alle kan agere forsvarligt, er på plads. Al respekt for, at det gik for stærkt i krisen indledende fase. Men nu hvor vi alle ved, at det her bliver langvarigt, skal de regeringsansvarlige politikere snart til at lære at trække vejret både ind og ud, får de træffer den næste beslutning.

kommentar
deling del

Skriv et svar