Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Hold spekulanterne ude af byen

Det er brandærgerligt, at for mange af købmandsgårdene forfalder.

Flensborgs guld er ikke mindst de gamle købmandsgårde, som turister er ved at falde i svime over, og som giver byen en flair af gamle dage. Bygningerne, der indeholder boliger, småhåndværk, lagre og butikker, giver livskvalitet til borgerne, oplevelser til turisterne og omsætning i butikkerne.

Der skal være liv i gårdene: Caféer, restauranter, butikker, arbejdende møbelpolstrere og skomagere og levende mennesker i lejlighederne. Derfor er det brandærgerligt, at for mange af gårdene forfalder. Det bedst kendte eksempel er Sinnerups tre sammenhængende huse i Angelbogade. Her er forfaldet så fremskredet, at det lige på nær lidt facade er bedst at sætte en bulldozer på.

Det kolliderer med de strenge fredningslove. Det er fint at ville bevare den bygningsmæssige kulturarv, og er substansen i orden, så skal stederne bevares. Men der skal også være økonomi i at eje stederne. De færreste vil af filantropiske årsager drive en underskudsforretning.

Det kræver rettidig omhu at holde stederne i en stand, så de er værd at bevare. Flensborg har gennem årene taget afsked med for mange klenodier. Byen slap nogenlunde nådigt fra bombardementerne under Anden Verdenskrig. Meget er bevaret, men i de trange genopbygningstider efter krigen forsvandt mange smukke bygninger.

I dag forfalder især to meget bevaringsværdige købmandsgårde. Her har der øjensynligt ikke været balance mellem lejeindtægterne og vedligeholdelsen. Om årsagen var grådighed eller økonomisk krise, som kan ramme enhver, vides ikke. Forfaldet er så fremskredet, at der skal investeres millionbeløb. Den ene ejer sidder uden for rækkevidde i Schweiz.

Her er der begået den fejl, at klenodiet er solgt til en spekulant. Det kan der ikke lovgives mod, men gode kræfter i byen i forvaltningen, byråd, forskønnelsesforeningen og handelsstandsforeningerne bør følge med i, hvad der kommer til salg, så husene kan beholdes på lokale hænder. Dermed er chancen størst for, at lokalpatriotisme og et nært forhold mellem ejere og lejere kan give stederne en fremtid.

Det gode eksempel finder vi på Storegade 73, hvor der er investeret to millioner euro i at renovere et hus, der i dag fremstår som en perle. En stor del af beløbet er offentlige midler, og det offentlige må nødvendigvis træde til, hvis de nye ejere med sans for det æstetiske og historiske vil gøre os alle en tjeneste og sætte de gamle huse i stand.

Familien bag renoveringen i Storegade er netop lokal og oven i købet arkitekter. Huset er sat i stand efter alle kunstens regler og vil stå i mange år til glæde for borgere og gæster. Et eksempel til efterfølgelse.

kommentar
deling del

Skriv et svar