Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Til højre 
eller for Venstre

Ellemann-Jensen må til at vælge side her og melde klart ud.
Jørgen Møllekær

I denne weekend mødes Venstre – igen – til landsmøde i Herning. Efter planen skulle det have været den helt store forsoningsfest oven på sommerens ballade, der endte med, at både fhv. statsminister og partiformand Lars Løkke Rasmussen og fhv. finansminister og næstformand Kristian Jensen trak sig fra deres poster.

At den interne fløjkamp ikke er helt slut endnu, vidner to modsatrettede politiske budskaber om, som angiveligt har skabt uro blandt Venstrefolk på Christiansborg. Fem folketingsmedlemmer, herunder tidligere kulturminister Bertel Haarder og Anni Matthiesen, blandt andet medlem af Sydslesvigudvalget, er gået i rette med den fortsat hårde udlændingekurs, som partiets nye næstformand, Inger Støjberg, igen har givet udtryk for. Hele diskussionen er afstedkommet af en undersøgelse tilbage fra oktober, der angiveligt påviste, at 28 procent af den danske befolkning enten helt eller delvist var enige i det provokerende udsagn »muslimske indvandrere bør sendes ud af landet«. Den tidligere udlændingeminister og Venstres jernhårde lady på det her område, Inger Støjbjerg, har i et indlæg i B.T. efterfølgende udtrykt forståelse for synspunktet. Med en overskrift som »Derfor har så mange danskere fået nok« meldte den fhv. minister sig med vendinger som »islam mig her og islam mig der« i koret af folk, der bidrager til, at det er så legitimt i Danmark at tale nedladende om en hel befolkningsgruppe.

Torsdag aften – lige op til landsmødet – kom så mod-indlægget fra Bertel Haarder m.fl.: »Hvis man levede konsekvensen ud, ville det jo være racisme i den reneste form – og der er Danmark ikke«. Splittelsen om udlændinge- og integrationspolitikken internt i Venstre er absolut værd at holde øje med. Nogen er vist ved at være godt og grundigt trætte af, at Inger Støjbjerg fortsat får lov til at dominere den debat.

Partiformand Jakob Ellemann-Jensen havde givet gerne været denne splid foruden. Men den er fuldstændig reel. Både Venstre og Danmark som sådan opleves generelt som enormt splittet i det her spørgsmål. Og da Danmark er en del af et internationalt fællesskab, har udlandet fokus på denne hårde tone, som visse politikere også fra bærende folkepartier igen og igen bringer til torvs. For det er med til at skabe grobunden for, at en del danskeres reelle ønske om at sende alle muslimer ud af landet. Ellemann-Jensen må til at vælge side her og melde klart ud. Han vælger sikkert at prøve at forene begge synspunkter under overskriften Venstres rummelighed. Og risikerer dermed selv at blive utroværdig.

kommentar
deling del

Skriv et svar