Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Hjælpsomheden smitter også

Nabohjælpen blomstrer, og vores smartphone er her vitterligt en smart hjælper.
Jørgen Møllekær

Noget af det gode ved os mennesker er, at vi en krisesituation hurtigt finder ud af, hvad vi bør gøre. Og vi skal være ekstremt glade for, at denne pandemi ikke sker i den analoge fortid. Smitten spreder sig nu hastigt, men hjælpsomheden på tværs smitter endnu hurtigere. Her kommer de moderne kommunikationstider os så sandelig til gode.

SSWs ungdomsafdeling er et af rigtig mange dejlige eksempler på, hvad der konkret kan og skal gøres nu. Nabohjælpen blomstrer, og vores smartphone er her vitterligt en smart hjælper. Vi finder løsninger, så ældre og andre udsatte kan holde sig derhjemme i den kommende tid. Er man særlig udsat, bør man ikke benytte offentlig transport. Om man vil sætte sig på bagsædet af en taxa eller risikere et restaurantbesøg, hvor der er god plads mellem bordene, er lige nu stadig op til den enkelte. Set herfra er det at udsætte sig for en risiko. Alle særligt udsatte bør tildele sig selv frivillig hjemme-karantæne. Det kan blive ganske kedeligt og ensomt. Og så er det op til alle os andre i denne tid at ringe rigtigt hyppigt. Lad bare telefonregningen gå amok, så vi alle stadig kan føle at være sammen. Men bliv hjemme. Man må få supermarkeds-indkøbet bragt og få hjælp til alle de andre ting, som ikke kan afvente, at vi kommer forbi påske. Midt i en krisetid er det befriende at se, hvor mange der spontant, hurtigt og omfattende hjælper. Og alle vi andre skal støtte op om at begrænse smitte-hastigheden ved at gøre, som der bliver sagt. Her kniber det stadig hos for mange med at forstå budskabet.

Et næste tænkeligt skridt kan derfor blive at begrænse vores individuelle bevægelsesfrihed endnu mere. Vi har allerede set, hvordan Italien har aflukket hele byer for omverdenen. Slesvig-Holsten meddelte mandag, at antallet af smittede var fordoblet fra fredag til søndag. Fra Danmark hører vi nu om over 60 indlagte, heraf ti på intensiv. Alle disse tal vil stige hos os, som det er sket i Italien. Og hvis de tal ikke skal stige eksplosivt, så er det nu vi alle skal handle. I en digital tid er vi alle meget velinformerede om, hvordan vi bør forholde os. Alligevel kniber det stadig. Digitaliseringens skyggeside, individualiseringen, er kontraproduktiv her. Vi retter os ikke nødvendigvis alle eftermyndighedernes anbefalinger, om at vi skal være adskilte. Her er vi bestemt ikke moderne, snarere tværtimod. Politikerne vil også hos os komme til at gribe yderligere ind, hvis vi som individer ikke kan finde ud af løfte i flok. Men godt at vi hjælper de udsatte.

kommentar
deling del

Skriv et svar