Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Hanhundenes kapløb er i gang

Hvis hvis CDU blot – helt eller delvist – overtager AfDs retorik, så er vi jo lige vidt.
Jørgen Møllekær

Den næste tyske forbundskansler bliver en mand. Enten CDUs kommende formand. Eller De Grønnes Robert Habeck.
En måske temmelig vidtløftig analyse dagen derpå, da de to favoritter til at blive CDUs næste formand nærmest snublede over hinanden for officielt at bekendtgøre deres ambitioner. Den eneste overraskelse stod sundhedsminister Jens Spahn for. Spahn, der blev nummer tre sidste gang, opgiver egne ambitioner og slår som nu erklæret andenviolin pjalterne sammen med Nordrhein-Westfalens ministerpræsident Armin Laschet. Det er et stærkt makkerpar, som den ultrakonservative Friedrich Merz umiddelbart får svært ved at slå.

Merz bebudede tirsdag, at han nu vil prøve lykken for tredje gang. Han tabte for snart 20 år siden magtkampen mod Angela Merkel om at blive gruppeformand og siden forbundskansler. Og Merz tabte igen for kun godt et år siden relativt knebent til den allerede detroniserede »AKK«.
Inden ugen er omme, kender vi hele ansøgerfeltet til det kampvalg om magten i partiet, som CDU til april så for anden gang på kort tid skal igennem.
Valget mellem de nuværende kandidater står ret klart. Merz vil højredreje partiet med en stram udlændingepolitik og grænsekontrol med det formål at halvere AfD, som han har sagt. Samtidig lover Merz en klimapolitik, som også tager hensyn til erhvervslivet, der kan slå bro til de unge vælgere. Laschet derimod står grundlæggende for en politik, der minder en hel del om den fallerede Annegret Kramp-Karrenbauers. Det er inde på midten af politik, at man vinder et flertal. Det vil sige en blødere konservatisme, som også kunne være spiselig for De Grønne. Nu kommer argumenterne til at fyge heftigt de næste to måneder. Og man skal nok ikke – trods alt – helt afskrive Merz’ chancer.

Der er ingen tvivl om, at han har god støtte i den del af CDUs bagland, der tror, at en højredrejning, der kan minimere AfD, er vejen frem. Som udgangspunkt bør man bifalde alle tiltag, der kan reducere højrepopulismen. Men hvis CDU blot helt eller delvist overtager AfDs retorik, så er vi jo lige vidt. Desuden risikerer Merz at give plads til et genstyrket SPD. De nyeste målinger tirsdag viser faktisk, at SPD, Linke og De Grønne nu kun er et mulehår efter konstellationen med CDU og De Grønne. Det gamle miljøaktivist-parti bliver under alle omstændigheder kongemager, sådan som målingerne har vist igennem lang tid.

Set herfra trækker CDU og De Grønne det længste strå. Tyskerne higer efter fornyet stabilitet i et for tiden politisk for ustabilt land.

kommentar
deling del

Skriv et svar