Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Handelskrig 
på pause

Vi vil gerne lige se denne »deal« holde året ud, før vi tror på det.
Vi vil gerne lige se denne »deal« holde året ud, før vi tror på det.

Først var EU pludselig fjenden, og nu indleder USA så en »ny fase af nært venskab og stærke handelsrelationer, hvor vi begge vil vinde.« Citat Donald Trump. Mødet mellem EU-kommissionens formand Juncker og USAs præsident endte med et uventet resultat.

For Juncker var egentlig på krise-visit, og forventningerne var meget små. Derfor var det overraskende, at der efter mødet pludselig blev holdt et hastigt pressemøde med begge de to herrer. Ni minutter varede det. Spørgsmål blev ikke besvaret, og Trump brugte syv af de ni minutter med indledningsvist at takke en lang række senatorer for at have deltaget i mødet.

Juncker fik hele to minutter til at fortælle, at han havde landet en »deal«. Handelskrigen var afværget, der kommer ikke amerikansk told på europæiske biler sådan lige foreløbig, og også de øvrige toldsatser, som Trump ret egenhændigt har fået indført på stål og aluminium, kan nu i fællesskab forhandles væk igen.

Halvandet år inde i denne amerikanske præsidents embedsperiode må man igen hovedrystende konstatere, at uforudsigeligheden i amerikansk top-politik er tæt på 100 procent. Man kan blot fortsat håbe på, at et flertal i den amerikanske befolkning kommer til fornuft og gør en ende på dette globale politiske mareridt om 2,5 år.

På overfladen lød det forjættende, hvad Juncker havde opnået. Ikke kun en afværgelse af en forværring af den handelskrig, der var godt igang, men en tilsyneladende blød landing med udsigt til helt at fjerne knasterne i det stærkt knirkende forhold mellem USA og Europa.

Trump fik til gengæld et løfte om, at EU vil importere mere amerikansk soya og gas. Kan så lidt virkelig have overbevist den amerikanske præsident om at foretage noget af en kovending i forhold til eksorbitante kritik, han i uger og måneder har ført overfor de europæiske lande? Tvivlen ligger lige for.

Ikke mindst fordi den »deal« Juncker meldte ud, ret beset ikke er meget andet end et håndslag på at mødes og tale om tingene fremover. En decideret nedfældet minutiøs aftale foreligger efter sigende ikke. Sandheden er imidlertid, at hvis blot Juncker har opnået, at der fremover bliver kommunikeret på tværs af Atlanten i et fornyet fællesskab fremfor Trumps ulidelige tweets, så fortjener Juncker ros. Men vi vil gerne lige se denne »deal« holde året ud, før vi tror på det.

kommentar
deling del

Skriv et svar