af

Jørgen Møllekær

Leder: Halløj i kongehuset

Selv om det er dronningen imod, burde næste generation måske tage over.
Selv om det er dronningen imod, burde næste generation måske tage over.

Det er trist, at se på når parterne i et tydeligvis kriseramt ægteskab, hænger deres interne storvask ud til offentligt skue.

Katastrofalt bliver det, når det drejer sig om kongehuset. Det, der foregår lige nu i det danske kongehus, trodser enhver beskrivelse. Ikke mindst her i Sønderjylland og i Sydslesvig, hvor venerationen for den kongelige familie er overgennemsnitlig stor.

For sønderjyderne, der var tvangs-adskilte fra Danmark i 56 år og os i Sydslesvig, der historisk set også har været en kongetro region, smerter det at skulle følge med i krisen i en af Danmarks absolutte grundpiller. For selv om monarkiets reelle betydning sagtens kan diskuteres, så har det danske kongehus indtil nu været en dansk identitetsmarkør af de allerstørste.
Om stridens udløser er prins Henrik, kan man diskutere. Alt efter, hvordan man stiller sig i striden. Historisk uset er det i hvert fald, at en ægtefælle til en regent – set udefra sådan lidt pigefornærmet – i en høj alder melder ud, at han ikke agter at lade sig begrave ved siden af dronning Margrethe i Roskilde Domkirke, som århundreders traditioner ellers foreskriver.
Det er jo ikke nogen nyhed, at vores franskfødte prins Henrik vel igennem årtier har døjet med at skulle gå to skridt bag dronningen. Men mest af alt har han været inderligt træt af, at han ved tronskiftet i 1972 ikke blev forfremmet til konge. Sandt er det, at dronning Margretes far, Kong Frederik den Niende, ved sin side havde dronning Ingrid. Tronfølgerloven fra 1953 sørgede for, at kvindelige førstefødte kunne blive regenter, hvis der ikke var født en søn. Men man glemte samtidig at sikre de mandlige ægtefæller til regenter på samme måde som de kvindelige. For den dag kronprins Frederik bliver konge, bliver kronprinsesse Mary dronning.

Derfor kan man rationelt betragtet sagtens følge prins Henrik i hans kritik. Men dér hvor kæden for længst er sprunget af og kulminerede i tirsdags, handler om, hvad han siger i det offentlige rum. Når prinsen indvilger i at lade sig interviewe af Se og Hør uden for porten til sin vingård i Frankrig og dér ytrer, at det er dronning Margrete, der holder ham for nar, hører alting op. Skulle det være tilfældet, er det en information, man absolut bør holde inden døre. Nu hvor prins Henriks ligefremme syn på sagen er ude, kan man spekulere i, hvem af de to der har ret. Hvis skyldmiséren er, at man i kongehuset har ladet lige præcis dén situation opstå, er helt uforståelig. En ægteskabelig krise, der er særdeles skadelig for kongehusets omdømme i resten af dronningens og prinsens levetid.
Nu lader det så til, at prinsen ville kunne leve med, hvis dronningen forfremmede ham til kongegemal. For konge-titlen i sig selv kan hverken hun eller regeringen tildele. Det ville kræve en grundlovsændring. En sådan bliver der ikke flertal for med et forløb, hvor kongefamilien offentligt kritiserer hinanden. Man må så formode, at netop dette kompromis omkring titel-diskussionen er blevet afvist af dronningen. Hvorfor skulle prinsen ellers gå til offentligheden? At bruge medier til sit budskab bruges ofte som en sidste udvej for at lægge et maksimalt pres på den modpart, man ellers var blevet afvist af.

Den aktuelle krise kommer oveni, at regentparrets guldbryllup i juni i år blev aflyst allerede sidste år. Man skal være blind for efterhånden ikke at kunne lægge to og to sammen. Det kan blive et langt og pinagtigt forløb. Selv om det er dronningen imod, var det måske på tide at lade næste generation tage over. Hvis tilliden til det danske monarki ikke skal lide yderligere skade.

kommentar 1 kommentarer
deling del

1 kommentar

Skriv et svar