Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Habeck på 
tilbagetog

Det er lidt af en gratis omgang for den gode Robert Habeck, nu hvor han er nået så langt.
Det er lidt af en gratis omgang for den gode Robert Habeck, nu hvor han er nået så langt.

Den uplettede politiker findes åbenbart ikke. Det har også Flensborgs p.t. nok mest kendte indbygger måttet sande. Robert Habeck, formand for de Grønne i Tyskland i nu et års tid, tog mandag det for en publicity-afhængig toppolitiker drastiske skridt at lukke sin konto på både Facebook og Twitter.

På Twitter har Habeck decideret dummet sig – og ikke bare én gang. I weekenden kom det frem, at Habeck på en udsendt video i forbindelse med det forestående landdagsvalg i Thüringen kom til at sige, at han og De Grønne vil gøre alt for, at Thüringen »bliver en åben, fri, liberal og demokratisk delstat«. Han mente forblive demokratisk og ikke blive. Den samme bøf lavede han forud for landdagsvalget i Bayern. Begge gange blev han helt berettiget kritiseret for sin polemiseren, også selvom Habeck mandag påstår, at Thüringen-videoen er en tåbelig tanketorsk.

Man tror ham, forstået på den måde, at videoerne er optaget ret spontant og hurtigt af en medarbejder fra de Grønne i Thüringen på et travlt landsmøde tilbage i november.

Men Habeck tager alligevel sin drastiske konsekvens, fordi han kan mærke på sig selv, at han generelt for ofte hopper med på vognen og unødigt skærper budskaberne på Twitter, især fordi omgangstonen her er en anden, end når man møder folk, man er uenige med, i virkeligheden.

Det er en bemærkelsesværdig reaktion. Dels kan man måske godt forestille sig, hvor stort et pres der er på en landskendt politiker for at være til stede på alle platforme til alle tider. Habeck stiller virkelig op til mange ting, herunder diverse tyske talkshows, for at udbrede sine samfundspolitiske synspunkter. Og når man er kendt, kan man nå ud til rigtig mange mennesker direkte via platforme som Twitter og Facebook. Det har Habeck og andre i samme situation jo så også nydt godt af, dengang de kæmpede for at blive større og ikke havde den samme adgang til store landsdækkende medier og tv-stationer.

Det er lidt af en gratis omgang for den gode Robert Habeck, nu hvor han er nået så langt. Habeck lukkede mandag eftermiddag også sin Facebook-side, fordi han som så mange andre kendte er blevet hacket og ved, at private samtaler med ægtefællen og familiebilleder nu er gemt hos højreekstremister i Tyskland. Spørgsmålet er imidlertid, om svaret på data-indbrud er at lukke ned for det hele. Den private del af Habecks handlen er fuldt ud forståelig. Det er mere end ærgerligt, når data-tyveri og en alt for rå tone nu begrænser borgeres mulighed for at tale/skrive direkte med de folkevalgte.

kommentar
deling del

Skriv et svar