Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Håndtrykket

At lovgive om håndtryks-tvang er helt unødvendig petitesse-politik i et valgår.
At lovgive om håndtryks-tvang er helt unødvendig petitesse-politik i et valgår.

Regeringen og Dansk Folkeparti ønsker, at de udlændinge, der tildeles dansk statsborgerskab, fremover skal deltage i en festlig ceremoni og i den forbindelse modtage et håndtryk af den lokale borgmester. Det at festligholde at få tildelt dansk statsborgerskab er en rigtig god ide. Det er et gigantisk skridt efter at være flygtet eller indvandret til et land at nå dertil, hvor man også med et dansk statsborgerskab ønsker at bevidne, hvor man føler, man nu hører til. Det ved vi en hel del om her i Sydslesvig.

Men den offentlige diskussion har stort set kun handlet om det betimelige i at lovgive om, at man kun kan få statsborgerskabet ved at give hånd. Det er desværre igen en lidt for unuanceret debat. For problemstillingen som sådan er bestemt relevant. Enhver skal selv have lov til at definere graden af ens egen danske identitet. Men hvad er – om man så må sige – minimumsbetingelserne for at kunne blive optaget officielt i det danske fællesskab med de rettigheder, som et dansk pas nu engang giver?

Indfødsretsprøver
og danskprøver er rimelige. For det er nu engang svært at blive en del af et fællesskab, hvis man ikke kan kommunikere på sproget. Man må også godt vide, at der sidder 179 politikere i Folketinget, hvoraf fire fra henholdsvis Grønland og Færøerne. Men samtidig er ens religionsfrihed også stadfæstet i Grundloven. Derfor er det diskutabelt, om det er rimeligt at kræve et håndtryk som betingelse for et statsborgerskab. Dels fordi man dermed udfordrer folks individuelle frihedsrettigheder. På den anden side er håndtrykket en imødekommende gestus, som vi nu engang bruger på disse breddegrader. Eller gør vi?

Nord for grænsen er det i dag med stor forskel, om man stikker næven frem eller bare siger hej. Mange danskere nordfra ville få et chok, hvis de skulle begå sig i Sydslesvig. Kommer man syd for grænsen ind i et rum med 15 mennesker, så er det hele vejen rundt med håndtryk, før mødet kan starte. Så det er både rigtigt og forkert, at håndtrykket er særlig dansk eller stadig er en fast bestanddel af den daglige rutine. Er det at ville give et håndtryk vigtigere, end om man kan acceptere at spise en frikadelle eller ej. På sin vis ja. For det første handler om at vise respekten for den trods alt hjemmehørende og mest udbredte kultur. Mens det straks er langt mere grænseoverskridende at bede folk om at spise noget, der af den ene eller den anden grund byder folk imod. Vi bør afgjort holde fast i håndtrykket, så længe det er en del af kulturen. Men at lovgive om håndtryks-tvang er helt unødvendig petitesse-politik i et valgår.

kommentar
deling del

Skriv et svar