Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Gratister tager livet af seriøse medier

Desværre lever mange i den vrangforestilling, at nyheder er gratis. Ingen kunne drømme om at spørge i supermarkedet, om den frosne kylling i køledisken er gratis.
Niels Ole Krogh

Det flyver om ørerne på os med nyheder om, at nu skal den ene virksomhed spare og den anden fyre. Såre naturligt i en kapitalistisk verden, hvor markedet er i evig bølgegang. Dog bør en nyhed om, at medievirksomheden Jysk Fynske Medier skal spare 37 millioner kroner på det redaktionelle område, give anledning til eftertanke. Veksles de 37 millioner kroner til journalister, betyder det, at mediekoncernen – Danmarks næststørste – skal skille sig af med 74 af de i alt godt 400 redaktionelle medarbejdere. Det er cirka hver femte.

Og hvad så? Aldrig har vi haft så mange tv-kanaler, aldrig har vi haft så mange radioprogrammer, og aldrig har vi med et par klik kunnet hente sladder, rapporter, dybdeborende journalistik og analyser på de sociale og andre elektroniske medier. Og det ganske gratis. Her ligger hunden begravet. For når noget er gratis eller billigt, er det som regel også, fordi kvaliteten er lav. De godt 400 journalister ansat i Jysk Fynske medier sidder spredt ud på en lang række dagblade i Jylland og på Fyn. Det er folk med lange uddannelser i, hvordan god journalistik skrues sammen. De går hver dag ud i deres lokalområde for kritisk og konstruktivt at belyse, hvad der sker. De indhenter kommentarer fra de ansvarlige politikere og myndigheder, og de følger for det meste op, indtil sagen er fulgt til dørs. Det gælder også for dette dagblads kolleger på JydskeVestkysten, der som en del af Jysk Fynske Medier dækker de vigtigste begivenheder i de fire sønderjyske kommuner. Teoretisk set risikerer disse fire redaktioner nu hver at miste to medarbejdere. Redaktionerne er under flere sparerunder de seneste år blevet beskåret, men ledelsen har forsøgt at finde besparelserne i andre af koncernens afdelinger, for de lokale redaktioner er krumtappen i mediehuset.

Hvad er så konsekvensen af en sparerunde, der skærer så drastisk i den journalistiske arbejdskraft? Det er mindre information til borgerne om det væsentligste i lokalsamfundet. Det er færre hænder og øjne til at tjekke, om lokalpolitikerne gør det, de siger, de gør, og til at forhøre sig på Christiansborg, om love skal ændres som konsekvens af det afdækkede. Dybest set handler det om sammenhængskraft og om at udvikle samfundet og demokratiet.

Desværre lever mange i den vrangforestilling, at nyheder er gratis. Ingen kunne drømme om at spørge i supermarkedet, om den frosne kylling i køledisken er gratis. Jysk Fynske Medier skærer nu i musklerne. Bak op bag dit lokalsamfund og din region. Abonner på avisen. For din egen og samfundets skyld.

kommentar
deling del

Skriv et svar