Single Daily
af

Kirsten Elley

Leder: Grafitti graver grøfter

Det giver hverken sympati eller forståelse, at en selvbestaltet borgergruppe lader sin trang til at skabe debat gå ud over et mindesmærke, som betyder så meget for den fælles historie i grænselandet, som Istedløven.
Kirsten Elley

 

På Istedløvens sokkel i Flensborg var der i sidste uge med uskøn spraymaling skrevet Coview af aktivistgruppen af samme navn.
Den vil minde myndighederne om sine synspunkter, der går på at påpege uretfærdigheder her i krisen, herunder at dokumentere chikane. Grundlæggende rettigheder skal overholdes i verden og ja, det skal de da. Men uanet budskab, så er skænding af et mindesmærke både uværdigt, tåbeligt og respektløst.

Det gav heller ikke sympati, da kunstnere ville provokere borgerskabet ved at save hovedet af den lille havfrue på Langelinie, eller da nynazister overhældte jødiske gravmæler med grøn maling. Den slags sætter store følelser i spil, fordi både mindesmærker og personlige effekter rammer den enkelte dybt i hjertet. Ok, et familiegravsted, oldemors smykke, det er forståeligt nok for de fleste, at man bliver krænket, hvis nogen med vilje ødelægger det. Men Istedløven da…Herregud, drengestreger, kan den historieløse tænke. Lige som den historieløse kan spørge et medlem fra det danske mindretal om, hvorfor han ikke bare flytter til Danmark, når han nu er så vild med alt det danske.

Fælles for Istedløven, oldemor, mindretal og 2020 er, at vi har fat om roden til det, vi selv og vores fællesskab er skabt af. Uden det intet jeg og vi. Intet vi, intet samfund, ingen familie at samles om. Istedløvens historer er vidt beskrevet. Den har fulgt Danmark gennem sejre og nederlag og blev finansieret ved en landsindsamling. Det stolte dyr er blevet hevet frem og tilbage over grænsen som symbol på storhed og fald, indtil den i 2011 fik sin fine, højtplacerede plads på Museumsberg i Flensborg nu som symbol på venskab mellem Danmark og Tyskland.

Hærværk fremmer ikke den demokratiske debat, det graver grøfterne dybere og fjerner fokus fra de nødvendige debatter. Grafitti viser det modsatte af respekt, og postulerede beskyttere af demokratiet, som Coview, sætter sig udenfor folkestyrets og fællesskabets spilleregler.
Hærværksmændene m/k har med deres handling vist deres uegnethed til at deltage i den demokratiske debat.

 

 

kommentar
deling del

Skriv et svar