Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Grænsehegnet i Bulgarien og i Danmark

Grænsekontrollen hos os ser ikke ud til at forsvinde de første fem-ti år.
Jørgen Møllekær

Udlændingeminister Inger Støjbjerg (Venstre) har været i et grænseland. Nærmere betegnet langs den bulgarsk-tyrkiske grænse. Det er dermed en EU-ydergrænse og et af de steder, hvor folk udefra ikke bare sådan må krydse grænsen, hvis vi i Europa skal kunne styre indvandringen.

Bulgarerne har på en strækning af ikke mindre end 271 kilometer derfor opsat et dobbelt og tre meter højt stålhegn med pigtråd både i toppen og i mellemrummet mellem de to hegn. Ikke noget man har lyst til at kravle over. Desuden overvåger de bulgarske myndigheder grænsen med bevægelsescensorer, radar, varmesøgende kameraer, droner, fire helikoptere og 2000 vagter.

Man kan vælge to synspunkter på den sag: Man kan mene det er dybt forkasteligt, på hvilken måde vi opbygger et Fort Europa, hvor vi holder folk ude. Det andet standpunkt handler om, at vi med en mere human tilgang vil modtage så mange millioner flygtninge fra udsatte områder, at det vil forandre vore lande for altid. Sidstnævnte er der ikke flertal for nogen steder mere i Europa.

Man kan i høj grad diskutere, hvornår antallet af indvandrere er så højt, så det reelt bliver truende for eksempelvis Danmark. Men situationen kan dybest set koges ned til følgende udsagn: Vi vil mægtigt gerne hjælpe ude i verden, men vi er også nødt til at beskytte os selv. Flygtningepresset fra Afrika især vil ikke kunne løses på kort sigt. Derfor er det desværre nødvendigt at anerkende behovet for at fortsat hjælp må kombineres med en stærk adgangskontrol.

I Danmark går Dansk Folkeparti ifølge meningsmålerne betydeligt tilbage i forhold til de 21,1 procent partiet fik tilbage i 2015. Siden har vi haft den berømte flygtningekrise er der i dag et stort flertal i befolkningen og Folketinget om et ubetinget ja til støtte i nærområderne og en barsk ydre grænsekontrol. Men hvad så med kontrollen langs den dansk-tyske grænse? Den ser desværre heller ikke ud til at forsvinde i formentlig de nærmeste fem-ti år.

For selvom Bulgarien er effektiv, så er der fortsat huller i EUs ydre grænser. Socialdemokratiet står lige nu til at generobre regeringsmagten fra den blå blok om nogle måneder. Det solide forspring skyldes i høj grad den kendsgerning, at S har valgt at være lige så hård på indvandrings- og flygtningespørgsmål som Dansk Folkeparti. Det har vælgerne set. Og dem vil partiformand Mette Frederiksen ikke risikere at miste igen.

Det virker, som om hun hellere vil danne en smal S-regering end at lade sig presse af resten af rød blok i dét spørgsmål.

kommentar
deling del

Skriv et svar