Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Godt nyt for Sydslesvig

En skøn detalje er det afslappede forhold til dokumentation.
Jørgen Møllekær

Endelig en rigtig god nyhed. At Danmark nu tillader ikke-danske statsborgere at besøge deres børn eller forældre i Danmark, er en særdeles glædelig nyhed for det danske mindretal i Sydslesvig.

Tak til SSW, SSF og vennerne hos det tyske mindretal og mange andre gode kræfter, der har formået at råbe op i København. Og tak til udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (Soc.dem) for lydhørheden og hurtig handlen. Sær-reglen, om at forældre må besøge børn, er for så vidt ikke møntet på hverken det danske eller det tyske mindretals udfordringer i disse grænseluknings-tider.

Alle andre statsborgere, hvor den ene del af en forældre-barn-konstellation har fast bopæl i Danmark, kan også besøge hinanden nu. Det vil sige, at svenskere kan besøge deres børn i København eksempelvis. Og den polske betonarbejder på Metroen i København kan i princippet få besøg af den nære familie hjemmefra.
Det er en dejlig håndsrækning til os alle i den fase, hvor vi nu forsigtigt prøver at genåbne og så vidt muligt normalisere vore samfund. At besøgstilladelsen kun gælder den allernærmeste familie og ikke kusiner eller fætre er i orden. At bedsteforældre heller ikke kan besøge voksne børnebørn direkte med de nye regler er ærgerligt. Omvendt kan man godt få lov at se de børnebørn, som stadig bor hjemme hos mor og far i Danmark. Så alt i alt er det en fair løsning. Og et udtryk for både grænselandspolitisk konduite samtidig med, at man ikke bare kan åbne op for, at alle kan besøge hinanden på kryds og tværs. Det skridt må og vil politikerne givetvis tage i en næste fase, når og hvis smittespredningen fortsat er lav.

En skøn detalje er det afslappede forhold til dokumentation. Udlændingeministeriet i København udsteder ingen påbud om dokumentation. Kan man vise en dåbsattest eller andet på slægtsforholdet vil det være fint. Politiet ved grænsen tilbyder i tvivlstilfælde endda at ringe til den, man vil besøge, for at tjekke forældre-børn forholdet. Sikke en flot service. Så et godt råd vil givet være at kunne dokumentere slægtningens cpr-nr og eksakte adresse i Danmark.

Spørgsmålet er så bare, hvad der sker, når mor og far fra Sydslesvig skal hjem igen efter at have besøgt Per eller Poul i Aarhus. Tesfaye har ikke fået koordineret denne ensidige danske beslutning med det tyske forbundspoliti. Lige nu er det sådan, at man bliver sendt i karantæne i 14 dage, efter et ophold på over 48 timer i udlandet. Det kunne være rart , om der kom styr på det også. Omvendt kan 14 dage derhjemme måske godt være prisen værd for at kunne gense den nærmeste familie snart?

kommentar
deling del

Skriv et svar