Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: En gang til for Simone Lange

Set udefra er det fortsat partiets eneste umiddelbare chance for at genvinde terræn.

Simone Lange stiller igen op som formandskandidat for SPD.

Nyheden fredag er overraskende. I politik plejer det ellers at være sådan, at når man én gang har tabt et prestigefyldt valg, så trækker man følehornene til sig og finder på andre muligheder. Men nu er »plejer« død inden for politik i de her år. Og i særlig grad inden for SPD.

Partiets nedtur på forbundsplan er varig. I meningsmålingerne ligger fokus på, om CDU/CSU kan holde de Grønne bag sig, begge ligger omkring de 25 procent. SPD derimod slås med AfD om at ligge nummer tre eller fire i målingerne. At tænke sig, at et AfD ligger side om side med det gamle hæderkronede tyske socialdemokrati.

Og nu vil Simone Lange så forsøge sig igen. Denne gang ikke alene, men sammen med kollegaen i østtyske Bautzen, overborgmester Alexander Ahrens. Bautzen er en by på 40.000 indbyggere i det østlige Sachsen.

Det er her sorberne, et af Tysklands fire anerkendte mindretal, har hovedsæde og udgør fem-ti procent af byens befolkning. Ahrens selv, der er jurist og desuden har læst kinesisk, er pæretysk og opvokset i Vestberlin. Sammen vil dette nye makkerpar genrejse det kriseramte SPD. Af deres fælles erklæring fremgår det, at de vil fokusere på social sikkerhed, klima og demokrati for på den måde at genskabe SPDs troværdighed.

Da Simone Lange fik en god fjerdedel af stemmerne, da hun sidste forår tabte til Andrea Nahles, slog hun sig allerede dengang op som en klart mere venstreorienteret SPD-politiker. Set udefra er det fortsat partiets eneste umiddelbare chance for at genvinde terræn. Slaget om midten er formentlig i ganske mange år frem tabt til CDU og De Grønne.

Problemet for Lange og Ahrens består i at forklare vælgerne, hvorfor SPD egentlig er nødvendig. De Grønne står klart stærkest på klimaområdet og har også en social profil, der minder om SPDs. Men nu skal de to så også lige vinde valget først. Set med lokale briller ville det da være flot, om det lykkes for Simone Lange i anden omgang. Men hun kommer samtidig til at udsætte sig for fornyet kritik af, hvor hendes fokus egentlig ligger. Rygterne om, at hun ikke fortsætter som overborgmester i Flensborg, når hendes indeværende valgperiode udløber i 2023, er allerede nærværende.

Det må være en anelse træls allerede 2,5 år inde i en seksårig borgmesterperiode at have opbygget et image hos ikke så få om, at tjansen som overborgmester ved Flensborg Fjord blot er en »stepping stone« i Simones Langes personlige politiske karriereplaner.

kommentar
deling del

Skriv et svar