Single Daily
af

Kirsten Elley

Leder: En galoperende massepsykose

Enhver bevægelse, som flammer rasende hurtigt op og får folk til at gå i takt, er uhyggelig. Omtanken forsvinder, reflektionen overhales af indignation, og samtalen forstummer. Det sker i øjeblikket, hvor vandalisering af mindesmærker og fjernelse af statuer over store dele af verden mest af alt minder om massepsykose.

Hastigheden hvormed forargelsen vokser i gadens parlament, og hvor praktiske ideer til fjernelse af statuer spredes, er enorm takket være et ukritisk følgeskab på de de social medier. Derfor skændes statuer i et bredt bælte fra Grønland til USA, og i medierne diskuteres det, om vejnavne opkaldt efter personer med et blakket ry – set i nutidens lys – skal udraderes eller bare til numerolog.

I Grønland blev præsten Hans Egedes statue overhældt med maling, og i denne weekend blev den sorte slavemodstander Frederick Douglass fjernet fra sin plads i en park i Rochester i delstaten New York. Her troede man lige, at det var mindesmærker af kolonialister og slavehandlere, det skulle have halsen drejet om, men den anden side af den politiske fløj går nu også til vaflerne.

Det er imdidlertid en eklatant fejl at tro, at man kan vaske historien ren ved at fjerne fysiske mindesmærker og trave desinficeret ud i livet. Hvor forarget var den vestlige verden ikke, da Al-Queda sprængte to kæmpe Buddha-figurer fra det 6. århundrede væk i Afghanistan i 2007?

Sandheden er, at man hverken i privatlivet eller på offentlige pladser kan få mislyde til at forsvinde ved at nægte eksistensen af dem. Men kan bruge det der skurrer i sindet som anledning til at se nærmere på, hvad der har bragt en der hen, hvor man nu engang er. Man kan og bør se statuer og mindesmærker som historielærdom, til at sætte nutiden i relation til det forudgående og drøfte, hvad der er årsag og virkning og nyorientering.

Vi skal ikke forherlige hverken slavehandlere, kolonialister eller diktatorer eller kræve Knivsberg Momumentet tilbage.

Men uanset hvordan man drejer og vender de fysiske vartegn, så er de en hilsen om en tid, da man tænkte anderledes. Diktatorer og kolonialister har en alt andet end smuk andel i, at verden ser ud, som den gør i dag. De kan og bør dog bruges til minde nutiden om, at man tidligere har syntes, at deres handlinger var samfundsnyttige – og hvorfor vi i dag mener alt andet end netop det.

kommentar
deling del

Skriv et svar