Single Daily
af

Raning Krueger

Leder: G20-topmøder bør gemmes væk så borgerne får fred

Næste gang bør G20-landene mødes på et hangarskib, en lille ø eller et andet øde sted.
Raning Krueger

Der hersker ikke fred og uforstyrrethed i vor egen sydslesvigske hjemstavn, når de riges elitære verdensklub, G20, holder topmøde i Hamborg.

Mens flere modige kolleger på avisen er taget til Hamborg for at følge begivenhederne på tæt hold, regnede undertegnede og knapt 1000 medborgere med, at de kunne nyde deres friaften torsdag aften i Flensborg-Sporskifte ved at se på noget så uskyldigt som en opvarmningskamp i fodbold. Her spillede Regionalliga-holdet fra SC Weiche Flensburg 08 mod Bundesliga-holdet fra Hannover 96. Weiche var godt med i kampen, solen skinnede, og en pølse samt en enkel øl var med at gøre fodboldkampen til en kulturel begivenhed.

Men hvor kom dog den enerverende helikopter-larm fra? Var der ekstra mange nødstilfælde, som måtte transporteres med helikoptere til Diako-sygehuset i Flensborg?

Nej da – skulle det vise sig. Det havde helt andre årsager, når fodbold-fansene ikke kunne forstå, hvad stadion-speakeren, Haddy Suhr, sagde. Det skyldes flere politihelikoptere, der kredsede frem og tilbage langs den 40 kilometer lange dansk-tyske grænse, der i forvejen i et stykke tid har stået under dobbelt kontrol.

Torsdag blev grænsekontrollen yderligere skærpet, og fra motorvejen blev mange trafikanter fra Danmark vinket ind til siden til ekstraordinær kontrol. Det gik blandt andet ud over seks svenske og danske busser, der var på vej til G20-topmødet i Hamborg. For at undgå yderligere risici for voldelige optøjer blev busserne finkæmmet i jagten på eventuelle våben og andet ulovligt udstyr. De 400 buspassagerer måtte vente i flere timer, men der blev altså ikke fundet noget som helst. Det er værd at skelne mellem fredelige demonstranter og rabiate, sortklædte lovbrydere.

Imens øgede Hannover sit forspring i kampen fra 2-2 ved halvleg til 5-2 ved slutningen, godt hjulpet af støjen fra helikopterne, der skulle vejlede politibilerne i jagten på busser, der eventuelt havde fundet ud af at bruge landevejene mod syd. Det forventes, at storkontrollen ved grænsen vil vare indtil den 11. juli.

Forholdene i Hamborg overgår dog alt. Her tænker vi ikke på Hamburger SV eller FC St. Pauli. Men på de angivelige sikkerhedsforanstaltninger, som næsten 20.000 politibetjente alene i Hamborg med adgang til 19 politihelikoptere og samlet set 300 køretøjer til at komme rundt i hansebyen.

Men G20 gør ikke kun Hamborg til en fæstning, hvor lokalbefolkningen må lide under besøg af verdens mest uforudsigelige toppolitiker, Donald Trump, og hans mange med-gerningsmænd (undtagen fornuftige Angela Merkel) i G20.

Kan det virkelig være meningen, at G20 skal skrue politiets og efterretningstjenesters beredskab helt i vejret, så mange millioner mennesker i flerdobbelt henseende skal lide under G20-topmødet, som samler magten, men næppe fornuften i verden.

Næste gang bør G20-landene mødes på et hangarskib, en lille ø eller et andet øde sted i verden, hvor man allerede på stor afstand kan se, hvem der kommer på (uønsket) besøg.

kommentar
deling del

Skriv et svar