Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: De frivillige brandværn under pres

De unge spørger: Hvad får jeg ud af det?
Jørgen Møllekær

De frivillige brandværn i Tyskland er under pres. Tiderne er nogle andre. Hvad der i mange landsbyer igennem årtier har været en selvfølge, er i store problemer.

Den unge generation siger nej tak. Af flere årsager. Dels på grund af et samfund, hvor det er muligt at pendle langt på arbejde.

I dag står landsbyerne groft sagt tomme i arbejdstiden. De unge kvinder og mænd er kørt 50 kilometer eller endnu længere væk for at arbejde i den nærmeste større by. Tidligere var der arbejdspladser også i de små samfund, og de nødvendige brandfolk kunne hurtigt samles, hvis uheldet var ude. Det er helt forståeligt, at det er svært at udvise et lokalt engagement, når rigtig mange kun er hjemme ganske få timer.

Det er en udfordring, det lokale idræts- og øvrige foreningsliv også kan synge en sang om. Men dernæst er der også de unges indstilling. For den har ændret sig fra tidligere. Frank Homrich, der er chef for de frivillige brandværn i Slesvig-Holsten, konstaterer uden at løfte pegefingeren, at de unge spørger: Hvad får jeg ud af det? Og hvis man ikke kan se fidusen i det for en selv, siger man nej. Den stigende fokusering på egne fremfor fællesskabets behov koster. På flere niveauer.

For det første mister vi allesammen følelsen af den ubetalelige værdi, et forpligtende fællesskab giver. At det giver en selv uendelig meget at give andre en del af sig selv, er ikke en selvfølgelig logik længere. Og så kommer det også til at koste os alle helt konkret, hvis de frivillige brandværn må erstattes af ansatte fuldtidsprofessionelle. I dag er det sådan, at 95 procent af de tyske brandfolk er ulønnede. Det er med andre ord en meget billig brandslukning, alle disse gode mennesker sørger for i dag.

I Danmark er det anderledes. Med Sønderjylland som undtagelse på grund af den preussiske etablering af de frivillige brandværn mellem 1864 og 1920, er det private firmaer som Falck, der står for brand og redning i Danmark. Og det er langt dyrere. I Tyskland er det med loven i hånden muligt at tvangsudskrive folk til at være frivillige brandfolk. Det er blandt andet sket på Sild for et par år siden, der dog for tiden igen har tilstrækkeligt med »rigtige« frivillige. At tvinge folk til at uddanne sig til fritids-brandmand og være stand-by er måske heller ikke ligefrem nogen god nutidig løsning. Kan man ikke motivere folk til at yde denne indsats, så ender det kun ét sted. Og det er »Berufsfeuerwehr« mange steder med stigende omkostninger til os borgere.

kommentar
deling del

Skriv et svar