Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Fremtiden – den er nu

Det er svært ikke at lade sig smitte af de unge
Jørgen Møllekær

Ungdomstaleren ved årsmødearrangementet på Oksevejen Skole i Sporskifte, 16-årige Christian Aggerholm, fortalte en anekdote, vi alle kan spejle os i. I sin fritid spiller han fodbold hos Bov IF og går under navnet »tyskeren«. Og når han færdes rundt i Sydslesvig og flertalssamfundet, er han »ham danskeren«.

Sådan har det været siden 1920 eller deromkring. Alle i det danske mindretal med vores særlige og individuelt også meget forskelligt sammensatte sydslesvigske identitet kan fortælle anekdoter om, hvad vi oplever, når folk udefra skal forholde sig til os. Den store forskel ligger i, om man som Christian Aggerholm bliver spøgt med i al godmodighed, for det gør han. Tidligere generationer, omend vi heldigvis skal mange år tilbage, har oplevet andre former for kultur-sammenstød i ordets kedelige og til dels dramatiske betydning.

Det er en svunden tid heldigvis, og vi kan glædes over at høre, hvor de unge står. I Valsbølhus talte 22-årige Christopher Andresen, SSWU-formand, som havde taget en kollega fra Junge Spitzen, ungdomspartiet fra det tyske mindretal i Sønderjylland, med ud på »det flade land«. Sammen spillede de sidste weekend bold henover det famøse vildsvinehegn. Både TV Syd og Danmarks Radio filmede, og på den måde fik vore unge med et smil på læben viderebragt et vigtigt og selvbevidst budskab. Den, man tugter, elsker man. Selvfølgelig har vi lov til at sige til den danske offentlighed, at det er tilladt at tænke sig om. At bruge 70 millioner kroner på så langt et boldspilshegn, er nok i den absolut dyre og ufornuftige ende.

Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht tog en god  »time-out« fra den danske valgkamp. Han talte også om de unge. Han kunne ikke dy sig for med finansordfører-kasketten på at takke for, hvor god en forretning vi er for Danmark. Den årlige »eksport« af mange af vore unge nordpå giver flere penge i samfundskassen end den halve milliard kroner, fastholdelsen af det danske mindretal i Sydslesvig koster. Men vi er jo meget mere end det. På trods af alle forskelligheder og udfordringer af forskellig art er vi fortsat et fungerende og levende fællesskab.

Når man sådan tager rundt til flere af årsmøde-arrangementerne, er det svært ikke at blive smittet af glæde og lidt velfortjent stolthed over, hvad vi skaber i fællesskab. For de gamle der falder, er der masser af nye unge helt ned i vuggestuealderen som i Valsbølhus, der synger et højt og tydeligt, let forståeligt dansk.

De unge, der er på vej eller allerede er godt i gang, har også nogle klare forventninger til os gammel-voksne. Christopher Andresen sagde det fyndigt, da han kommenterede SSF-formand Jon Hardon Hansens udtalelse på et SSF møde forleden. SSF-formanden vil have ro i 2020, når 100-året skal fejres. De interne diskussioner om fremtidens mindretal må ikke skygge for de mange markeringer af Sønderjyllands genforening og skabelsen af det Sydslesvig vi kender i dag, synes SSF åbenbart.

Herfra fuld opbakning til unge Andresens ord om, at fremtiden – den er altså nu. At ville sætte den dynamik på standby, som vi oplever lige nu i Skoleforeningens fællesråd og blandt mange af mindretallets øvrige organisationer om en klart tiltrængt modernisering i et helt år, er en underlig tanke. Det er da netop en stor styrke, at vi er nået dertil, hvor der er en bevægelse i gang. Hvad det ender med, er der ingen, der ved. Samrådet skal på sit næste møde give mandat til det kommissorium, som mindretallets forvaltningschefer skal arbejde med frem til efteråret. Når deres arbejde foreligger, får vi en stor offentlig debat, hvor vi forhåbentlig alle har en mening om plusser og minusser ved nye måder at gøre tingene på i vores kære mindretal.

Den debat kommer helt givet også på forsiden af Flensborg Avis. Men ikke for at skabe splid. Men for at vise, hvor de gode nye konstruktive ideer ligger, og hvor det også kan blive svært at skulle opgive noget, man har været vant til. Det er da i allerhøjeste grad en manifestation af et levende mindretal, der kan være stolte over generation efter generation at have overlevet og udviklet sig i 100 år. Og hvor ikke kun ungdomstalerne har nogle klare forventninger til, at der skal ske noget.

kommentar
deling del

Skriv et svar