Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Forkert fokus på AfD

Lad os da høre, hvad AfD vil, i stedet for bare at skælde dem ud.
Jørgen Møllekær

Hvis de sidste godt ti dage af valgkampen op til forbundsdagsvalget fortsætter med så megen fokus fra de andre på AfD, så skal man nok allerede nu indstille sig på en grim overraskelse på valgaftenen den 24. september.

Men hvad pokker skal medier og politiske modstanderne egentlig stille op? For selvfølgelig skal Die Welt afdække, når en af AfDs spidskandidater, Alice Weidel, afsløres i reelt at være dybt højreekstrem. Welt Am Sonntag har fået fat i en mail skrevet af Weidel i fortrolighed tilbage i 2013, før hun blev aktiv i AfD, som afslører hendes reelle menneskesyn.

Her skælder hun ud på arabere og sinti og romaere som dybt kulturfremmede folkeslag. Tysklands regeringselite nedgøres som svin og i lommen på USA og de øvrige sejrsmagter fra Anden Verdenskrig.


Opstandelsen er stor. Nordrhein-Westfalens CDU-ministerpræsident Armin Laschet eksempelvis kalder Weidel en skandale. Problemet er bare, at AfDs vælgere er ligeglade. Og aktivt dyrker sig selv som en overset befolkningsgruppe, hvis eneste tilbageværende magtmiddel er protest-stemmen.

Weidels advokat hævder, at Welt am Sonntag har bragt et falsum og truer alle med retssag, hvis man blot gentager, hvad Welt har skrevet. Reel er den trussel næppe, men tjener alene det formål hele tiden igen og igen at indpode overfor AfDs vælgerpotentiale, at alle de etablerede partier lyver. Og pressen lyver selvfølgelig også.


Hvor mange procent stemmer denne »opstandelses-taktik« ender med at give AfD er svært at sige. Men håbet om at kunne holde AfD under ti procent svinder for hver gang, resten af samfundet kritiserer partiet for at at være fremmedhadsk og racistisk og lignende. For det ved AfDs vælgere godt i forvejen, og de lever særdeles fint med det. 
Men når CDU og SPD med flere nu skærper retorikken over for det parti, alle andre gerne havde set Forbundsdagen være foruden, så skyldes det stigende nervøsitet. At CDU bliver størst og SPD næststørst er afgjort. Men tredjepladsen er vigtig.

At kunne kalde sig det tredjestørste parti i Forbundsdagen er ikke kun en psykologisk vigtig faktor. Den giver også reel indflydelse. I forvejen har Forbundsdagen i lyset af AfDs indtog valgt at ændre reglerne, så det ikke vil være det ældste parlamentsmedlem, der skal forestå det første parlamentariske møde. AfD har af selvsamme årsag opstillet en 77-årig kandidat med det formål at kunne indtage formandsstolen i Forbundsdagen, indtil den næste periodes formands er valgt.

Nu skal forsamlingen således af det længst siddende medlem, som er finansminister Wolfgang Schäuble. Men det stopper ikke her. Formanden for det vigtige finansudvalg besættes traditionelt af det tredjestørste parti. En forståeligt nok uudholdelig tanke for alle andre partier.


Hvis man tror, at dette middelsvære ragnarok kan undgås ved at kalde AfD for ekstremister, så går man helt forkert i byen. Hverken medier eller politiske modstandere skal undlade at beskrive og kommentere, hvad AfD står for. Men forargelsen over, at dette nye store protestparti er langt ude på overdrevet, kan man lige så godt lægge til side. Det eneste alternativ er at møde AfD i øjenhøjde, så grumt det måtte lyde. En erkendelse, mange vil skulle bruge tid på at sluge. I et demokrati er der intet alternativ til at diskutere med hinanden.

Lad os da høre, hvad AfD vil på uddannelsesområdet, børnepasning, forsvarspolitikken, EU og så videre osv. Udfordringen bliver at holde dem uden for indflydelse. Det sker bedst ved at bekæmpe de dybereliggende årsager til, at 10-15 procent af vælgerne af er så dybt frustrerede. Forhåbentlig er det ikke for sent.

kommentar
deling del

Skriv et svar