Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Flygtningekrisen er ikke slut

Denne klage-mani skal stoppes. Det kommer til at indgå i regeringsforhandlingerne.
Denne klage-mani skal stoppes. Det kommer til at indgå i regeringsforhandlingerne.

Tirsdag fremlagde Tysklands fungerende indenrigsminister Thomas de Maizière (CDU) asyl-tallene for 2017.

Det var faldet til 187.000 og dermed blev hovedoverskriften i mange medier, at flygtningekrisen fra 2015 og 2016 var overvundet. I 2015 kom 890.000 og i 2016 lå tallet på 280.000.

Det er på ingen måde forkert at sige, at den akutte flygtningekrise også for Tysklands vedkommende er ovre. Men bag de tre tal gemmer der sig nogle andre scenarier, der må vække dyb bekymring. For det første afleverede de Maizière en pointe, som de allerfleste uanset politisk ståsted burde kunne bakke op om. Når der i 2017 fortsat kom et anseligt antal på 187.000 mennesker, så er det et udtryk for, at der fortsat foregår en intens menneskesmugling med Tyskland som mål. De Maizière har helt ret, når han siger, at det både er »uacceptabelt og uretfærdigt«.

Målet må fortsat klart være, at vi i Europa i fællesskab finder frem til de redskaber, der gør os i stand til at hjælpe. Men på en måde, hvor vi selv bestemmer, hvem der må komme som reelt og værdigt forfulgte.

Rapporten fra i tirsdags indeholder nogle andre oversigter, der udstiller, at Tyskland ved at tage imod så mange i de foregående år har skabt sig selv nogle enorme problemer, der indeholder masser af politisk sprængstof.

Den centrale tyske myndighed for dette område hedder BAMF (Bundes-amt für Migration und Flüchtlinge). Efter kaos-årene 2015 og 2016 har BAMF fået ryddet godt op i nogle af de mange udfordringer. Eksempelvis er det lykkedes at udvise en lang række såkaldte flygtninge fra Balkan-lande, der ikke har været forfulgte, men alene er flygtet af økonomiske grunde. Som tidligere noteret i disse spalter, er et miserabelt liv i Albanien en fuldt ud forståelig anledning til i desperation at søge lykken andre steder. Men når disse mange mennesker beder om asyl, så holder deres forklaring ikke. Og så skal de hjem igen, så hårdt det end måtte lyde.

Og nu kommer det dybt alvorlige problem: Mens det i stor stil er lykkedes at hjemsende helt åbenbart grundløse asyl-ansøgere, der stammer fra europæiske lande, så kniber det gevaldigt med dem, der stammer fra lande i Nordafrika og Mellemøst-regionen. Blandt andet fordi disse hundredetusinder af afviste gør brug af deres legitime ret til at klage. 300.000 retssager taler vi om.

Eller sagt med et andet tal: 90 procent af dem, der bliver afvist, ender med at lægge sag an mod den tyske stat. I en retsstat skal der afgjort være individuelle klagemuligheder. For selvfølgelig kan staten tage fejl. Men når man hører, at ni ud af ti klager, får man en grum mistanke. Den er, at en hel del af disse personer, igen ud af en forståelig desperation, misbruger retssystemet til at forlænge deres ophold i Tyskland længst muligt.

Den opgave er de næppe i stand til selv, men bliver hjulpet af såkaldte flygtningevenner. Med fare for at lægge os ud med rigtig mange, så er det en misforstået hjælp, hvis den foregår på en sådan automatiseret måde. Åbenbare fejlkendelser bør klart anfægtes. Men vi tillader os at betvivle, at BAMF tager fejl i ni ud af ti udvisningssager. Myndigheden oplyser selv, at klager har fået ret i 23 procent af tilfælde, mens 77 procent afvises af retten eller også er klagen trukket tilbage inden dom.

De Maizière bebuder, at denne klage-mani skal stoppes og derfor kommer til at indgå i koalitionsforhandlingerne. For som tallene også viser, meddelte BAMF 342.000 afslag i 2017. Men kun 56.000 rejste ud – frivilligt eller med tvang. Det frustrerer med rette store dele af det tyske samfund og ikke kun dem, der i september stemte på AfD. Derfor skal det løses langt bedre, for ellers vil det give fornyede politiske spændinger.

kommentar
deling del

Skriv et svar