Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Der festes for grund­­lov og demokrati

Danskerne kan via deres stemmeseddel sende et signal til det øvrige Europa om, at europæerne skal stå sammen om at modstå den højreekstreme bølge og føre en anstændig klima- og flygtningepolitik.
Niels Ole Krogh

Så blev folketingsvalget omsider udskrevet. Danmark stemmer om, hvem der skal lede landet om 28 dage på Grundlovsdag. Dermed kommer vælgerne til at fejre grundlov og demokrati på én gang. Valgets hovedtemaer vil være klima og velfærd og i mindre grad udlændingepolitik. Ifølge meningsmålingerne vil Danmark få en socialdemokratisk mindretalsregering. Danskere flest vil se nye hoveder. Den Venstre-ledede regering har udvist stor reformiver og er også i kommet i hus med en lang række forandringer og justeringer i de forgangne fire år, men står alligevel tilbage med anklager om ublidt at fremme konkurrencestaten og love et og gøre noget andet på så vigtige områder som klimapolitik og uddannelse.

En stor del af danskerne er trætte af at knokle – både mor og far. De vil gerne veksle presset fra konkurrencesamfundet med mere kvalitetstid til dem selv og familien. Det gennemsnitlige par tjener nok. Selv efter at have afleveret halvdelen af det tjente i skat er der stadig råd til det borgerne prioriterer: bolig, mad og rejser. Men tiden fattes til at få balance i livet. For mange børn oplever ikke kvalitet i børnehaven og vuggestuen. Folkeskolen har ikke fundet sine ben efter den forrige regerings meget kritiserede reform. For mange unge føler et pres i gymnasier og videregående uddannelser. For mange bliver psykisk syge eller nedslidte lang tid før, at pensionsalderen indtræffer. Herom taler statistikken for psykisk syge sit tydelige sprog – om et folk, der ellers regnes for et af de lykkeligste.

Socialdemokratiet har i mangel af bedre løsninger sagt, at partiet alene vil udgøre den kommende regering. Den slags er prøvet før i Danmark med skiftende held. Mest med held, for blokpolitik fremmer ikke det konsensusdanmark, der oftest har skabt resultater for borgerne.

Vælgerne bør i den hårde valgkamp, der er sparket i gang, huske på, at det danske demokrati langt fra er nogen selvfølge. Borgerne kan via deres stemmeseddel sende et signal til det øvrige Europa om, at europæerne skal stå sammen om at modstå højreekstreme bølge og føre en anstændig klima- og flygtningepolitik. Emner, hvor vi står os bedst ved at kigge uden over egen nationalstat. Uanset valgets udfald vil den kommende regering blive målt på især to ting: Evnen til at lempe presset på borgernes skuldre og evnen til at omsætte en presserende grøn dagsorden langt hurtigere, end det sker i dag. En svær spagat, underlagt den til alle tider gældende politiske lov om det muliges kunst.

kommentar
deling del

Skriv et svar