Single Daily
af

Kirsten Elley

Leder: Ferie på skift giver en sjovere sommer

En ukoordineret ferieafvikling i Tyskland vil øge presset markant på veje og grænser.

Vi ved god, at lejen af et dansk sommerhus stiger gevaldigt i sommerperioden. Huset bliver hverken skønnere eller mere veludstyret, det er alene udbud og efterspørgsel – et godt kapitalistisk grundprincip, der træder i kraft. Tyske gæster fylder så meget i det danske sommerhuslandskab i sommerperioden, at der de senere år tidligt har været udsolgt. Det er sommerhusejerne glade for.

Perioden med tyske gæster er endog relativt lang, fordi delstaterne har et aftalt rotationssystem, der sikrer, at ikke alle landets 82 millioner borgere på samme tid skal ud i det blå med klipklapper på.

Systemet med den koordinerede ferie mellem de tyske delstater er nu under pres. Hamborg og Berlin sysler med tanken om at køre solo, sådan som delstaterne Bayern og Baden-Württemberg, med henholdsvis 13 og 11 millioner indbyggere, har praktiseret det længe.

At to delstater kører solo, er til at leve med. Men når flere folkerige delstater truer med at gøre det samme, så giver det dybe panderynker. Indtil videre blandt andre hos Slesvig-Holstens ministerpræsident Daniel Günther (CDU), der vil forsøge at holde sammen på gemytterne og bevare ferie-fordelingsplanen.

Rynkerne i panden burde også være synlige i Danmark.

En ukoordineret ferieafvikling i Tyskland vil øge presset markant på vejnettet, på grænseovergange, sommerhuspriser og forlystelser. Det betyder stigende priser. Også for danskere, der bliver hjemme, når solen skinner mest. Vores egen industriferie rokker sig godt nok heller ikke væk fra ugerne 28, 29 og 30, men vi er trods alt kun små ansjoser i det brølende, globale turismehav.

Ferieplanlægningen i Tyskland er en langtidsplan. Frem til 2024 forbliver alt som nu. Det er de efterfølgende fem år, der skal debatteres. Delstaterne, der er med i ordningen, aftaler industri- og skoleferierne på den måde, at ferieugerne år for år rykker sig et nøk fra den tidlige sommer til hen i september. Og så begynder man forfra igen med en tidlig feriestart i den pågældende delstat.

Er det planøkonomi? Tja, måske, men den sikrer i hvert fald, at prisstigningerne på ferieboliger holdes i ave, og at vejnettet nogenlunde kan holde til presset til gavn for borgerne i både Tyskland og Danmark.

Når Hamborg og Berlin føler sig lokket af at gå solo, så er det blandt andet fordi, den rokerende ferieafvikling i visse år gør det vanskeligt for undervisningssektoren at navigere og afvikle eksaminer. Og i Bayern klarer de studerende sig super godt. Men Tyskland er alt for stort til en ukoordineret ferieafvikling. Ordningen bør fastholdes, for ellers bliver der kaos.

kommentar
deling del

Skriv et svar