Single Daily
af

Raning Krueger

Leder: Fattigdom er også et spørgsmål om fordeling

Flere end ti millioner eller hver ottende borger i Tyskland lever­ i fattigdom.
Flere end ti millioner eller hver ottende borger i Tyskland lever­ i fattigdom.

Kan fattigdom bekæmpes uden at stille spørgsmål ved fordeling? I Tyskland er de fleste stolte over velfærdssamfundet. Men kløften mellem rig og fattig bliver større og større. Flere end ti millioner eller hver ottende borger i Tyskland lever i fattigdom. 16 millioner lever på grænsen til fattigdom og to millioner børn på Hartz IV. Det er en yderligere stigning i forhold til de seneste år. Netop i dag offentliggør Bertelsmann-Stiftung en aktuel rapport om fattigdom og børn. Og vi tør spå, at udviklingen næppe er vendt til det bedre.

Uden sociale ydelser ville hver fjerde være fattig. Samtidig råder ti procent af husstandene over 52 procent af formuerne. De svageste 50 procent må nøjes med én procent. DGB og sociale organisationer kræver, at kapitalindkomster skal beskattes på samme måde som løn- og anden indkomst.

Det viser den seneste rapport om fattigdom i Tyskland fra forbundsregeringen. Ifølge EU er der tale om fattigdom, når husstanden råder over mindre end 60 procent af en gennemsnitlig indkomst i Tyskland. For en familie på fire betyder det omkring 1600 euro om måneden. Langtidsledige, enlige forsørgere og børnefamilier er hovedkandidaterne til et liv i fattigdom.

Læs også: Bagsiden af Tysklands høje beskæftigelse

Rapporterne kaster et dårligt lys på social- og arbejdsmarkedspolitikken – hvem tør egentlig stadigvæk tale om fordelingspolitik? Det vidner også om en pauver familiepolitik, når 14 procent af alle familier regnes som fattige. Børn udgør i dag den største »fattigdomsrisiko«. Flere domme om, at børnefamilier har krav på en skattemæssig lettelse i milliardstørrelse, er en lussing til skiftende regeringer.

Mange forældre og især enlige forsøgere har stadig ingen realistisk mulighed for at vælge mellem børn, familie og erhvervsarbejde. Desuden er muligheden for at få en god uddannelse fortsat afhængig af husstandsindkomsten. Især »liberale« kræfter i politik og samfund mener, at der ikke er tale om eksistentiel nød, men om at mangle den nyeste dvd-afspiller eller ferierejser. Alle kan få mad, bolig og gratis skolegang, fremhæver de samme stemmer, som konstaterer en kulturel fattigdom og en manglende vilje til at komme frem i samfundet. Men som Berthold Brecht sagde: »Erst kommt das Fressen, dann die Moral«. Det gælder også for de rige.

Den stærkes ret er langt fra kun begrænset til de partier, som har satset på skattelettelser for de store og sociale nedskæringer for de små i samfundet. Mange år efter Schröder-regeringens nyliberale Agenda-politik er SPD-politikere lavmælt begyndt at beklage følgerne af den reform-/nedskæringspolitik, som SPD har været med til at gennemføre siden da. Selv væksten i økonomien genspejler sig ikke længere i flere arbejdspladser og færre fattige.

De omstridte Hartz IV-reformer viser ellers, at vælgere, der er utilfredse med SPDs og De Grønnes nedskæringspolitik, ikke mere som lemminger går over til dem med de endnu større spareknive, CDU og FDP. Mange vender derimod ryggen til politik, stemmer på socialistpartiet Linke eller satser i protest på højrepopulister som AfD i Tyskland. Dermed sætter man ræven til at vogte høns.

Det kræver en anden politik, men vel især et andet menneskesyn. AfDs program og krav samt deres kandidater fra det – mere eller mindre pæne – borgerskab tyer mest til de stærkes ret, som næppe vil gavne socialt forfordelte medborgere. SPDs Martin Schulz taler om et kursskifte hen imod en socialdemokratisk politik. Vi tror dog først på Schulz, når han leverer varen. I Tyskland er vi langt fra Grundtvigs meget rammende ord, »og da har i rigdom vi drevet det vidt, når få har for meget og færre for lidt«.

kommentar
deling del

Skriv et svar