Single Daily
af

Niels Ole Krogh

Leder: Et trimmet sydslesvigsk korpus

Sydslesvigudvalget har sendt et vink med en vognstang: SdU har netop fået nej til et millionbeløb, der skulle give Christianslyst fast økonomisk grund under fødderne til udgangen af 2021.
Sydslesvigudvalget har sendt et vink med en vognstang: SdU har netop fået nej til et millionbeløb, der skulle give Christianslyst fast økonomisk grund under fødderne til udgangen af 2021.

Det ser sort ud for kursuscenteret Christianslyst ved Sønder Brarup i Angel. Det er Sydslesvigs danske Ungdomsforeninger (SdU), der ejer stedet. I mange år har det været en underskudsforretning, og havde det ikke været for især Grænseforeningen, så havde SdU ikke det minus i regnskabet, der er benævnt »Christianslyst« og på det seneste »det sydslesvigske gæste­værelse«. Tusindvis af sydslesvigere og danskere har frekventeret stedet i årtier og forbinder det med gode oplevelser. Så jo, der er følelser i klemme, men de er knyttet til mennesker – ikke til mursten.

Folketingets Sydslesvigudvalg har sendt et vink med en vognstang: SdU har netop fået nej til et millionbeløb, der skulle give Christianslyst fast økonomisk grund under fødderne til udgangen af 2021. De sydsles­vigske organisationer har sammen med Grænseforeningen i 2016 fundet en midlertidig løsning. I dag er det så som så med velviljen. Med god grund. For holder argumentet om ­­det sydslesvigske gæsteværelse for et nærmere eftersyn?

Nej. Sydslesvig byder alle danskere velkommen til alle tider. Men det behøver ikke at være på et underskudsgivende sted.

Landsdelen byder på hoteller, vandrehjem, kursuscentre, sommer­huse og privat indkvartering i et imponerende omfang. Det er det såkaldte frie marked, hvor konkurrencen sørger for, at prisen er så lav som muligt, og hvor der kan vælges mellem fra nul til fem stjerner i kvalitet. Læg dertil andre steder i dansk-sydslesvigsk eje: Spejdergården Tydal, Jaruplund Højskole, Skipperhuset i Tønning og Trenehytten.

Den aktuelle debat om en ny struktur er i høj grad båret af kravet om besparelser. Det er et udmærket udgangspunkt for strukturelle forandringer, omend vejen dertil helt sikkert ikke bliver en søndagstur i kønne landskaber. Men det er en nødvendig tur. For eksemplet Christianslyst viser, hvor svært det er at skære overflødigt fedt af det sydslesvigske korpus. Naturligvis vil enhver organisation være meget utilbøjelig til selv at skære i egen krop, men kan blive tvunget til det.

Et fælles ansvarligt demokratisk forum for mindretallet vil kunne kigge på helheden og afgøre, hvor der kan skæres, så det ser mindst fælt ud. Ja, endda få det til at se ud som et kosmetisk indgreb, der kunne få helheden til at fremstå som veltrimmet.

kommentar
deling del

Skriv et svar