Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Er lysten til mere 
samarbejde helt væk?

Svar efterlyses hermed både fra Kiel og fra Vejle.
Svar efterlyses hermed både fra Kiel og fra Vejle.

Torsdag mødtes Region Syddanmarks politiske formand, Stephanie Lose (Venstre), med en af sine tyske modparter, justits- og Europa-minister, Sabine Sütterlin-Waack (CDU) i Flensborg.

Hvis nogen havde forventninger til, at det kunne blive startskuddet til et nyt afsæt i det grænseoverskridende samarbejde, så blev de slemt skuffet. Den konkrete anledning var åbenbart hele formålet: En ny dansk praktikant på en tysk arbejdsplads, der ikke kan finde nok lærlinge syd for grænsen, skulle illustrere et eksempel på, hvad der konkret sker i det dansk-tyske samarbejde.

Det er også rigtig fint med denne udveksling. Men hvor er det nye? IHK i Flensborg har sammen med danske partnere allerede i et par år skabt disse fantastisk gode møder mellem danske unge og en tysk arbejds-hverdag. 
Men både den nu halvt år gamle delstats-regering i Kiel og Region Syddanmark må finde sig i det kritiske spørgsmål: Og hvad så?

Hvorfor bruger to top-politikere dyrebar tid sammen i Flensborg, hvis det eneste udkomme er en »foto-opportunity«?

I regeringsgrundlaget for den fortsat relativt unge Jamaica-regering i Kiel står der noget i retning af, at man »vil fortsætte og udvikle det grænseoverskridende samarbejde«. Regeringsaftalen er på dét punkt renset for konkrete nye tiltag og ideer.

Og nu er hvedebrødsdagene efterhånden ved at være ovre, kære venner. Vi er fortsat allesammen meget glade for den fortsat generelt gode kemi mellem de fleste i Danmark og Nordtyskland. Men nu vil vi også gerne snart se noget nyt momentum.

På samme vis har de ansvarlige politikere i Region Syddanmark nu et fornyet ansvar for at komme i højere omdrejninger igen. Ikke mindst regionsrådsformand Stephanie Lose har på et tidligere tidspunkt haft svært ved at skjule sin lille irritation over, at det ikke er lykkedes at opnå et reelt samarbejde på sundhedsområdet for eksempel.

Minister Sabine Sütterlin-Waack møder regionsformand Stephanie Lose i Citti, hvor de skalhilse på elev Pelle i legetøjsbutikken Imlau2Play. Foto: Lars Salomonsen.

Minister Sabine Sütterlin-Waack møder regionsformand Stephanie Lose i Citti, hvor de skalhilse på elev Pelle i legetøjsbutikken Imlau2Play. Foto: Lars Salomonsen.

Den frustration var og er berettiget. Og deles af os alle. Et ægte samarbejde, der hele tiden lægger til og bygger på, opnås kun, hvis man reelt også gør noget ved det. På begge sider af grænsen.

På den baggrund var det, omend begrædeligt, så alligevel forståeligt, at Region Syddanmark stoppede med et sende syddanske kræftpatienter til strålebehandling i Flensborg.

Men tilsyneladende er der en gen-overvejelse på vej i regionshuset i Vejle. For de beretninger, man har kunnet læse hos os og i JydskeVestkysten i denne uge om kræftpatienter fra Sønderjylland, der bruger seks timers transport dagligt på at blive strålebehandlet i 15 minutter, er himmelråbende.

Derfor skal det herfra hilses varmt velkommen, hvis der skulle tegne sig et flertal i Region Syddanmark for igen at åbne op for dette såre fornuftige samarbejde til gavn for nogle mennesker med en meget kedelig diagnose.

Vi er herfra helt enige med det konservative regionsrådsmedlem Morten Weiss Pedersen, der over for JydskeVestkysten gav udtryk for, at denne sag drejer sig om »kræftpatienternes sundhedskvalitet«.

At en 74-kvinde fra Rinkenæs sendes den lange vej til Odense for at modtage 33 strålebehandlinger er vanvittigt, når hun på et kvarter kunne have været i Flensborg.

Et sådant eksempel viser med al tydelighed, at der er brug for at gøre noget ved det. Spørgsmålet er, om lysten til mere samarbejde er helt væk i Kiel og i Vejle? Har grænsekontrollen og den dermed forbundne tiltagende kritik af hinandens dispositioner alligevel fjernet noget af motivationen til at gøre mere?

Eller må vi allesammen bare erkende, at vi har opnået det maksimale niveau for det grænseoverskridende samarbejde? Svar efterlyses hermed både fra Kiel og fra Vejle.

kommentar
deling del

Skriv et svar