Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Eneforsørgelse er noget bras

Hvis samfundet gør sit, må den enkeltes tilgang så også ændre sig.
Hvis samfundet gør sit, må den enkeltes tilgang så også ændre sig.

I gamle dage betød ordet familie, at der både var en mor og en far til stede derhjemme. I nutiden er familien langt fra så stereotyp, blandt andet har nogen kaldt det en trend, når kvinder helt bevidst har ønsket at få børn, men aktivt har valgt manden fra.

De findes, og de skal både have lov til at træffe det valg og er forhåbentligt lykkelige og velfungerende. Børnene især.

Det tyske statistikkontor
Destatis, der modsvarer Danmarks Statistik, fremlagde torsdag en ny opgørelse om eneforsørgerne, der viser en helt anden virkelighed end den, som er få forundt.

Antallet af familier med børn, hvor der kun er en forælder til stede, udgør nu hver femte tyske familie. Og det er bestemt ikke frivillige valg, disse kvinder har taget. For det viser statistikken også.

Alle de gange, hvor et ægteskab med børn går i stykker, er det stort set altid kvinden, der tager over i forhold til børnene. Og for mange af disse kvinder medfører det ofte en privatøkonomi, der er så anstrengt, at den dag vaskemaskinen går i stykker, bryder privatøkonomien sammen.

Destatis-undersøgelsen afslører
også et andet forhold, som man nok ikke vil finde på samme måde i de skandinaviske lande.

Mange af de eneforsørgende kvinder (27 procent) står også uden for arbejdsmarkedet.

Kulturen i Tyskland, der tilsiger, at kvinden skal gå hjemme eller maksimalt arbejde 9-13 og ellers passe børnene selv, stikker dybt.

55 procent af de eneforsørgende kvinder uden job giver udtryk for, at de hellere end gerne vil ud at arbejde.

Til det er der et par ting
at sige: Det tyske samfund må se at få skabt ikke bare nok pasningsmuligheder, men også nogle åbningstider, der reelt gør det muligt for eneforsørgende kvinder at tjene til mere end dagen og vejen.

Arbejdsgiverne her syd for grænsen har også stadig et og andet at lære om at muliggøre fleksible arbejdstider til eneforsørgere, i hvertfald så længe børnene er helt små. Hvis samfundet gør sit, må den enkeltes tilgang så også ændre sig.

Der er bestemt meget godt at sige om, at børn også i 10-12 års-alderen modtages af en mor eller far, når de kommer hjem ved 14-15-tiden. Men hvis eneforsøgere skal kunne skabe et økonomisk trygt og værdigt liv for deres børn, kræver det nu engang fuldtidsarbejde. Så hårdt det end lyder. Og er.

Hvis samfundet gør sit, må den enkeltes tilgang så også ændre sig.

I gamle dage betød ordet familie, at der både var en mor og en far til stede derhjemme. I nutiden er familien langt fra så stereotyp, blandt andet har nogen kaldt det en trend, når kvinder helt bevidst har ønsket at få børn, men aktivt har valgt manden fra.

De findes, og de skal både have lov til at træffe det valg og er forhåbentligt lykkelige og velfungerende. Børnene især.

Det tyske statistikkontor Destatis, der modsvarer Danmarks Statistik, fremlagde torsdag en ny opgørelse om eneforsørgerne, der viser en helt anden virkelighed end den, som er få forundt.

Antallet af familier med børn, hvor der kun er en forældre til stede, udgør nu hver femte tyske familie. Og det er bestemt ikke frivillige valg, disse kvinder har taget. For det viser statistikken også.

Alle de gange, hvor et ægteskab med børn går i stykker, er det stort set altid kvinden, der tager over i forhold til børnene. Og for mange af disse kvinder medfører det ofte en privatøkonomi, der er så anstrengt, at den dag vaskemaskinen går i stykker, bryder privatøkonomien sammen.

Destatis-undersøgelsen afslører også et andet forhold, som man nok ikke vil finde på samme måde i de skandinaviske lande.

Mange af de eneforsørgende kvinder (27 procent) står også uden for arbejdsmarkedet.

Kulturen i Tyskland, der tilsiger, at kvinden skal gå hjemme eller maksimalt arbejde 9-13 og ellers passe børnene selv, stikker dybt.

55 procent af de eneforsørgende kvinder uden job giver udtryk for, at de hellere end gerne vil ud at arbejde.

Til det er der et par ting
at sige: Det tyske samfund må se at få skabt ikke bare nok pasningsmuligheder, men også nogle åbningstider, der reelt gør det muligt for eneforsørgende kvinder at tjene til mere end dagen og vejen.

Arbejdsgiverne her syd for grænsen har også stadig et og andet at lære om at muliggøre fleksible arbejdstider til eneforsørgere, i hvertfald så længe børnene er helt små. Hvis samfundet gør sit, må den enkeltes tilgang så også ændre sig.

Der er bestemt meget godt at sige om, at børn også i 10-12 års-alderen modtages af en mor eller far, når de kommer hjem ved 14-15-tiden. Men hvis eneforsøgere skal kunne skabe et økonomisk trygt og værdigt liv for deres børn, kræver det nu engang fuldtidsarbejde. Så hårdt det end lyder. Og er.

kommentar
deling del

Skriv et svar