Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: En visionær ungdomspolitik

De vil endda lade sig påvirke af, at timerne foran skærmen kan kombineres med en løbetur.
De vil endda lade sig påvirke af, at timerne foran skærmen kan kombineres med en løbetur.

Landdagen i Kiel vil støtte udbredelsen af den såkaldte e-sport. Jamaica-regeringen er sammen med SSW gået i front for en ambition, der handler om, at Slesvig-Holsten skal være førende indenfor elektronisk sport i Tyskland .

Den skeptiske læser
vil straks spørge, om det nu er klogt. At understøtte, at unge mennesker tilbringer endnu flere timer foran en computerskærm. Vi er alle sammen gode til hurtigt at se nogle lidt for kvabsede teenage-drenge foran vores indre blik, der har chips og cola stående ved siden af den kraftige computer og gigantiske fladskærm. Er det sundt at spille hele natten samtidig med, at man ernærer sig forkert? Nej.

Men det er jo heller ikke det, SSW i et rosværdigt samarbejde med konservative, liberale og grønne har intentioner om. Ambitionen handler om at få de her drenge ud af deres værelser og få trukket dem hen i en klub. For det er det, der er den store samfundsopgave. At skabe en fællesskabsfølelse – en klubånd – omkring en ungdomskultur, der bare er blevet kæmpe stor på ingen tid. Hvis man har fulgt med i avisens dækning om emnet i den seneste uge, har man læst, at der i Danmark er en halv million mennesker, der dyrker de her forskellige elektroniske spil-konkurrencer. Til sammenligning går knap 350.000 til fodbold. Digitalisering og alt, hvad den fører med sig, forandrer vores samfund i høj hast. Fremfor bare at lade stå til og sige til de unge mennesker, at de skal lade være, er det da langt klogere at integrere e-sporten i vores hæderkronede og fællesskabs-skabende foreningskulturer. Det er opløftende at se, at tildels halvgamle politikere i Kiel på tværs af partiskel kan finde ud af at rykke på en ungdomskultur på den måde.

Opløftende er det også at se, at et flertal i Slesvig-Holstens politik tydeligvis har ladet sig inspirere af, hvordan man har grebet det her e-sports-fænomen an i Danmark. At spille computerspil i hold mod hinanden er at gå til fælles træning indenfor så meget andet. Og lykkes det med at integrere det i de bestående idrætsklubber, så er der vundet rigtig meget. De unge kommer ud af deres ensomhed på teenage-værelserne og møder ligesindede i den rigtige fysiske verden. De vil endda lade sig påvirke af, at timerne foran skærmen kan kombineres med en løbetur eller anden fysisk aktivitet henne i klubben.

I Slesvig-Holsten vil man endda åbne et e-sport-akademi i Heide. Det er bare godt tænkt at forsøge at få fat i denne gruppe unge. Fremfor den illusoriske tanke om at forhindre dem i at bruge tid foran skærmen.

kommentar
deling del

Skriv et svar