Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: En for alle i Sydslesvig

Vi er alle kulturbærere.

At vi er tvunget til at fejre 100-året for etableringen af det danske mindretal hver for sig, er dybest set en katastrofe. I maj var det Skoleforeringens grundlæggelse, der rundede det skarpe hjørne og på grund af pandemien måtte forbigås uden den store folkelige festivitas. Og i fredags var det SSF, der kunne markere 100 års indsats for at fastholde og udbrede det danske i Sydslesvig.

Her prøvede man at være sammen hver for sig ved at gennemføre fællesang på Flensborghus, som man godt nok ikke kunne deltage i. Men som vi sammen kunne se og måske nynne med til rundt omkring i Sydslesvig via SSFs og avisens facebooksider. I skrivende stund har godt 3000 set med helt eller delvist i den godt 30 minutter lange fællessang på video. Så noget kunne da tyde på, at SSFs og avisens fælles indsats for at prøve, om vi alligevel kunne være sammen på denne vigtige dato, måske er lykkedes. Men indrømmet: Alle disse skønne digitale muligheder erstatter på ingen måde det fællesskab, man kun kan føle, når mennesker er fysisk sammen.

Det skal imidlertid ikke forhindre os i at give hinanden et velfortjent skulderklap. Der er ingen tvivl om, at Sydslesvigsk Forening har og har haft en stor beydning for, at de voksne i mindretallet igennem generationer har kunnet fastholde det danske sprog og kultur. Ligesom også SSF har bidraget til at inkludere nye, der kom til.

Det samme må man i høj grad sige om Skoleforeningen. Organisationen er som bekendt størst blandt organisationerne i Sydslesvig. Det er ret beset et sundhedstegn, at Skoleforeningen er så stor. Det at skabe nye unge mennesker, der både sprogligt og kulturelt får fodfæste i det danske, er en temmelig afgørende faktor for mindretallets succes og fremtid ikke mindst. 8000 unge mennesker er under Skoleforeningens trygge vinger, når de mindste fra vuggestuen tælles.

Men mindretallet er heldigvis mere end det. SdU kom til i 1923. Al slags idræt har som i ethvert andet velfungerende samfund også altid været en del af mindretallet. Ligesom kirken (formelt fra 1921), biblioteket med rødder helt tilbage til 1880erne, avisen siden 1869 og Dansk Sundhedstjeneste fra 1945 og SSW fra 1948 alle har været afgørende for, at vi den dag i dag kan tale om et ægte dansk mindretalssamfund. Hver mindretalsborger, der har fastholdt sit danske ståsted, har været og er en kulturbærer. Hver eneste af mindretallets organisationer og foreninger er afgørende kulturbærere.

Måske vi for de kommende 100 års arbejde kunne blive enige om, at vi alle er kulturelle hovedorganisationer i det danske arbejde i Sydslesvig. Blot på hver vort felt. Tillykke til SSF og Skoleforeningen og til os alle sammen.

kommentar
deling del

Skriv et svar