Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Drabsforsøgene på motorvejen

De to dengang 18-årige mænd kan på ingen måde have været i tvivl om farligheden i deres foretagende.
De to dengang 18-årige mænd kan på ingen måde have været i tvivl om farligheden i deres foretagende.

Den 8. maj 2018 kommer N.N. aldrig til at glemme, for den aften blev hendes liv et andet.

Tirsdag blev to 19-årige mænd idømt seks års ubetinget fængsel for deres vanvidsgerninger. I alt otte gange har de kastet sten ned på motorvejen ved Flensborg. Ifølge deres egne udsagn, fordi de fik et adrenalinkick af det, ikke fordi de ville skade nogen. Dommeren mente noget andet: I tre af de otte tilfælde var måden, de to unge mænd kastede sten på, egnet til at dræbe. Derfor er de dømt for drabsforsøg i de tre tilfælde. Fordi de to mænd var under 21 på gerningstidspunktet, slipper de med seks år fængsel efter den tyske ungdoms-straffelov. Ellers havde dommen været hårdere. Detaljerne kender vi ikke, for retsmøderne er – under henvisning til de unge mænds tarv – blevet holdt for hermetisk lukkede døre.

Det er en særlig tysk praksis og lov, at myndige personer kan slippe med mildere sanktioner. Tankegangen bag er, at man først som 21-årig er fuldt ud moden. Men: Det kræver hver gang en individuel vurdering, om man skønnes at være en umoden ung voksen eller reelt at være fuldt ud moden. I cirka en ud af tre sager med unge under 21 dømmes de efter den normale straffelov. Men det skete altså ikke i Flensborg.

Man kan derfor også stille det modsatte spørgsmål: Fra hvilken alder kan man forvente, at et ungt menneske forstår, at det potentielt er dødsensfarligt, når to unge mænd sammen evner at kaste en 46 kilo tung sten ud fra en motorvejsbro med så præcis en timing, at den rammer bilen i samme splitsekund, hvor bilens forrude er på højde med stens fald? Det kan vel enhver almindelig begavet tiårig forstå?

De to dengang 18-årige mænd kan på ingen måde have været i tvivl om farligheden i deres foretagende. Vi kender alle historien om den tyske familie på motorvejen vest for Odense. Mor, far og en femårig dreng på bagsædet på vej hjem fra ferie i Sverige i august 2016. Moren på 33 bliver dræbt på stedet, og drengens far er i dag svært handicappet. Dén sten vejede 30 kilo, i Flensborg 46. Når man så gør den slags mindst otte gange, så er det hver gang et regulært drabsforsøg.

De to i dag 19-årige er ude igen, inden de bliver 25. Deres offer, den 58-årige danske kvinde med bopæl i Flensborg, har så store skader, fysisk som psykisk, at hun ikke kan arbejde, har store traumer og kan ikke længere køre bil. Man må håbe, at nyheden om, at den slags koster en langvarig fængselstraf, når vidt omkring og afskrækker andre fra overhovedet at overveje at gøre noget lignende.

kommentar
deling del

Skriv et svar