Single Daily
af

Jørgen Møllekær

Leder: Diktatur i Ungarn

Overfor Orban har taktikken slået fejl. Nu har vi et EU-medlemsland, der ikke længere er demokratisk.
Jørgen Møllekær

Det er i kriser, at folk viser, hvad de er gjort af. Mandag eftermiddag fik Ungarns højrenationale regeringschef Viktor Orban parlamentets opbakning til at kunne styre sit land per dekret. Udgangsforbuddet fra midt i marts, der kun skulle gælde i to uger, kan dermed forlænges i det uendelige. Og vel at mærke af Orban i egen høje person.
Det er en ganske alvorlig nyhed ikke kun for ungarerne.

Mange lande indfører for tiden begrænsninger på din og min personlige frihed i et omfang, vi ikke i det vildeste havde drømt om indtil for to uger siden. Den meget afgørende forskel fra, hvad eksempelvis Danmark har gjort, og hvad Orban nu har trumfet igennem, er tidsbegrænsingen. Folketingets nødlove udløber af sig selv igen senest om et år. Og selv indtil da kan statsminister Mette Frederiksen ikke skalte og valte, uden at et flertal i Folketinget bakker hende op fra sag til sag.

I Ungarn derimod er der ingen udløbsdato på, hvor længe Orban nu kan styre sit land med dekreter udenom parlamentet. Dermed har Ungarn de facto fået sig et diktatur. I forvejen er ytringsfriheden knægtet. Regeringen har mulighed for at idømme journalister fem års fængsel, såfremt de spreder falske nyheder. Hvor meget eller måske snarere hvor lidt, der skal til, før en almægtig regeringschef vurderer en kritisk avisartikel som »fake news«, ved vi ikke. Men fra det europæiske mindretalsavis-sammenarbejde MIDAS har vi længe hørt om stor bekymring blandt de ungarske kolleger. Ligesom Trump kun kan lide »Fox News«, så har Orban også konsekvent kun støttet regeringstro medier ledet af partisoldater.

I 1999 blev Ungarn optaget i NATO og landet har siden 2004 også været medlem af EU. Vi i det gamle Vesteuropa har åbnet armene for østeuropæiske lande efter Murens Fald fald for solidarisk at medvirke til at skabe stabile demokratier efter mange årtier bag et kommunistisk jerntæppe. Overfor Orban har taktikken slået fejl. Nu har vi et EU-medlemsland, der ikke længere er demokratisk, og som derfor ikke længere kan siges at overholde nogle af de helt elementære grundelementer, der skal til for at kunne være medlem af EU. Det er jo af samme årsag, at vi igen og igen har forhalet optagelse af et Tyrkiet, der ikke overholder menneskerettighederne. EU kan ikke bare sidde på hænderne og acceptere Ungarns de facto diktatur. Og vi har absolut heller ingen interesse i, at Ungarn skulle begynde at få varme følelser for Moskva igen. Det er grumme tider i Europa.

kommentar
deling del

Skriv et svar